115 / 287
103
det paa Rosenborg i Tilknytning til det gamle Bjælkeloft, snart
paa mere moderne Vis anbragt i Plan paa Forskallingsbrædder
uden paa Loftsbjælkerne, snart helt hvidt, snart udfyldt rned sort
eller graa Farve i Bunden, snart rigt og broget stafferet og endelig
i Forbindelse rned Malerier, anbragt i Rammer af Stuk, enten pro
filerede og glatte eller rigt udskaarne, enten hvide eller stafferede
med Guld og Farver.
Ved Siden af Snedkerne og Billedskærerne er det Malerne, der
er mest paavirkede af Renaissancens Stilformer, og man vil i Fyl
dingerne i Vinduer og Vægge finde mange, ikke altid lige heldige
Reminiscencer fra de bedste Forbilleder i Renaissancens Kunst.
Klarest dog giver den nye Tid sig til Kende i Bygningens Be
stemmelse og den deraf afhængige Benyttelse af Rummet og An
bringelse og Fordeling af Værelserne — Faktorer, som alene skyldes
ikke Bygmestren men Bygherren, for saa vidt han da i det hele
havde Tanker eller Ønsker at give Udtryk. Og det er dette hans
og gennem ham Tidens Behov, der kommer til at præge Bygningens
Ydre og giver den sit individuelle Særpræg i højere Grad end selve
Bygningsstilen. Denne var, naar man ikke staar over for de store bane
brydende Kunstnere, lavsbunden og afhængig af den Bygningsskik:,
der var herskende i Bygmestrens Hjemstavn og som han var oplært i.
Hvis ikke Kontrakten af 17. Marts 1610 med Bertel Lange,
»Bygmester og Indvaaner i København« saa bestemt betegnede ham
som den faglige Tilsynsmand ved Arbejdet, kunde man have tillagt
ham nogen Indflydelse paa Bygningens Arkitektur. Men alene dette
at han lønnes med Dagløn (1 Rdl. daglig) og forpligter sig til at
have Indseende med Kongens Bygninger, Rosenborg og andre, »at
dermed gaar rigtig og vel til« betegner ham mere som Murmester
end som egentlig Bygmester.
Forskellige Enkeltheder ved Rosenborg, særlig Trappen, viser
hen til Nordtyskland, maaske nærmest til Sachsen. Men hvem der
end kan have været Overbringer af denne Indflydelse, saa meget
staar dog fast, at Rosenborg som det stod ved sin Fuldendelse
væsentlig skyldes Christian IV., hvis individuelle Særpræg aabenbarer
sig her som i ingen anden af hans Bygninger. Hvad den franske
Rejsende Charles Ogier udtaler 1634 om Haven og dens Bygninger, at
»den synes mere at tjene en fornuftig Husfader til Nytte og Bekvem
melighed end til at vise kongelig, det er overflødig Pragt«, gælder
ganske særligt det store Lysthus i Haven. Ti ligesom Christian IV.