143 / 212
fire store Roller: i Schröders
Fændrili
, i Samsöes
Torben O xe
, i en af Tode’s
Söofficerer og
som
Cederström,
i Kotze-
bues „Armod
og
Höimodighed.” Men ligesom
Ø h l e n s c h l æ g e r
ikke gjorde nogen stor Lykke som Skuespiller, saa-
ledes svarede Coulisselivet i Virkeligheden ikke til det Billede, han i sin Fantasi havde skabt sig deraf, og han forlod
derfor snart Theatret, for at kaste sig over det juridiske Studium, en Beslutning, hvortil lian nærmest lededes ved den
fortroelige Omgang med Brödrene (jrsted og ved den Indflydelse, disse udmærkede Mænd udövede paa ham. 1 sit 19de
Aar begyndte Digteren saaledes atter at studere, og efter med Held at have underkastet sig den latinsk juridiske For-
beredelsesexamen , .fortsatte han Studiet af Jurisprudentsen under A. S. Örsteds Veiledning.
Men skjöndt det dengang
var
OEHLENSCHLÆGERS
Alvor, at danne sig til praktisk Embedsmand, kunde dog hans friske fremad stræbende Digter-
aand umulig finde Smag i de törre juridiske Studier, og Æslhetiken blev derfor hans kjereste Beskjæftigelse. De store
tydske Digtere: Schiller, Goethe, Jean Paul, Novalis og Tieck vakte hans Begeistring, og den fortroelige Omgang med
Datidens bedste Hoveder: Sander, Pram, Tode, Rahbek, Brödrene Mynster, Benzon, Steffens o. 11., dannede og for
ædlede hans Smag. Især havde Steffens, som en begeistret Talsmand for den saakaldte
nyere S k o le
, en væsentlig Ind
flydelse paa den unge Digter. Paa Bakkehuset var han en stadig Gjæst, og her lærte han at kjende og elske sit Livs
tilkommende Ledsagerinde, Camma Rahbeks Söster, Christiane Georgine Elisabeth Heger, en Datter af Conferenlsraad
Ileger. — For den gamle nordiske Literatur og den nordiske Gudelære havde
O e h l e n s c h l æ g e r
en afgjort Forkjer-
lighed, og i sine Fritimer studerede han med Iver nordisk Mythologie og Historie, ja lagde sig endogsaa under den
lærde Arndts Veiledning efter det islandske Sprog.
Da derfor Universitetet i Aaret 1800 opgav det Priisspörgsmaal i
Æsthetiken : „Var det gavnligt for Nordens skjönne Literatur , om den gamle nordiske Mythologie blev indfort og al
mindelig antaget, istedetfor den græske?”, kunde det ikke være Andet, end al Jurisprudentsen maatte lægges paa Hylden,
medens Digteren sadlede sin Kjephest og skrev en Afhandling, hvori han sögte at fremstille den nordiske Gudelæres
Charakteer og dens end ubrugte Skjönheder i det bedste Lys. Præmien erholdt
O e h l e n s c h l æ g e r
imidlertid ikke,
hvorimod det förste Accessit tilkjendles ham. En ny Standsning i de juridiske Studier indlraadte der det folgende Aar
ved Ivrigens Udbrud, da
O e h l e n s c h l æ g e r
traadte ind i det nys oprettede Studentercorps, hvori han avancerede til
Fændrik og Commandeersergeant. Jurisprudentsen blev snart aldeles opgiven; den mægtige Digtergenius krævede sin
Ret og offrede sig ganske til Apollos og Musernes Tjeneste. I Aaret 1S03 udgav
O e h l e n s c h l æ g e r
sin förste Digt
samling paa Brummers Forlag.
Heri havde han bearbeidet mange af de gamle Kjæmpeviser til större Romancer; han
indförte Ottaverimet, ligesom siden Terzinen, de græsk-dramatiske Versarter, de nordiske Riimbogstaver og Versene af
„Heldenbuch” og „Niebelungenlied” i den danske Poesie. Hovedstykket i denne Samling var Si.
H ans A ften spillet
,
der gjorde megen Lykke og gav dets Forfatter et agtet Navn blandt danske Digtere.
Derefter skrev han
Sovedrikkcn
for Weyse,
F reyas A lte r
,
Thors Reise til J o th u n h eim
, der siden er optaget i „Nordens Guder’’,
Vaulundurs S a g a
,
L angelandsreisen
,
Jesus i N atu ren
, og Hoveddigtet i denne Periode,
A la d d in
, hvis Fabel paa en forunderlig Maade i
mange Punkter havde en vis Lighed med Digterens egne Livsforhold. Var han ikke selv en Aladdin, der havde fundet
den forunderlige Lampe og kunde byde over Ringens Aand ? Hans Dannelse havde udviklet sig seent, men hurtigt,
ligesom Aladdins; han havde ligesom denne nylig lært at kjende Kjerligheden, og havde endelig, som denne, nylig
mistet en elsket Moder, for hvem han endnu fældte bittre Taarer, da han skrev Aladdins Vuggesang ved hans Moders
Grav.
1 Begyndelsen af August 1805 tiltraadte Digteren med offentlig Understöttelse en Udenlandsreise , paa hvilken
han var fraværende i halvfemte Aar og ophoidt sig i længere Tid i Halle, Berlin, Weimar, Dresden, Paris, i Coppet
hos Fru Slael-Holstein og i Rom. Denne Reise var vistnok ikke uden en meget væsentlig Indflydelse paa den geniale
Digters senere Udvikling, især fordi den bragte ham i personlig Beröring med en stor Deel af de navnkundige Digtere
og Videnskabsmænd, hvis Værker han hjemme havde lært at skatte og elske. Ingen udövede dog en saa mægtig Ind
flydelse paa ham, som Digterkongen Goethe, i hvis Selskab han tilbragte halvtredie Maaned. Goethe modtog med sand
faderlig Velvillie den aandsbeslægtede Yngling, og
O e h l e n s c h l æ g e r
har stedse næret sönlig Kjerlighed og Pietet for
den store tydske Digter, hvis Billede hænger over hans Arbeidsbord , og efter hvem han har opkaldt sin ældste Sön.