S_DanskPantheon

W 2

>rc

Frederik Christian Sibbern.

Dette Navn har engang gjenlydt over det hele Land blandt videnskabelig dannede Danske, og det lever

endnu stedse, om ikke paa Læberne, saa dog med kjærlig og taknemmelig Erindring

mangfoldige Hjerter. För

ib b e r n

havde den phiiosophiske Erkjendelse ikke hos os, uden som Moment

andre Videnskaber, været Gjenstand for grundig og ind

trængende Behandling. Vore phiiosophiske Hoveder i det forrige Aarhundrede vare enten hildede

Skolastikens Pedan

teri, eller senere i den fransk-engelske Materialisme og Naturalisme; og de enkelte selvstændige Tænkere som Holberg,

Eilschow,

Rolhe og

Boye, indskrænkede sig mest til enkelte af Videnskabens Gebeter. Hans nærmeste Forgænger,

T rcsch o w

, var hvad man kalder en Eklektiker, en unægtelig talentfuld Mand, der med en vis Lethed og Klarhed for

stod at fremstille interessante Partier af Samtidens og Fortidens phiiosophiske Stræben.

S i b b e r n

har nu i over

3 0

Aar havt det Hverv at lægge Grunden til den studerende Ungdoms phiiosophiske

og hermed hele videnskabelige Dannelse, for en utallig Mængde har hans grundige Tanke og udtömmende Ord været

en for hele Livet vækkende Magt, og næsten alle de af vore Landsmænd, som i det nævnte Tidsrum have udmærket

sig som Videnskabsmænd, have engang været hans Disciple, eller idetmindste paavirkede af hans Skrift og Tale. En

egentlig Skole har han derimod ikke dannet, ligesom han selv ikke tilhorer nogen Skole; hans Iver for Sandheden var

for stor og uegennyttig til, at han skulde tænke paa at sikkre sig et Parti, men derfor har han ikke heller ved noget

saadant fölt sin Aands- og Yttringsfrihed indskrænket. Ifölge sin ejendommelige Natur og Methode i Tænkningen,

kunde han aldrig blive, hvad man kalder Skolephilosoph eller Systematiker i streng Forstand. Dertil har han altfor

meget interesseret sig for det virkelige

Liv

og dets hele mangfoldige Udvikling, været — hvad kun faa tydske, men

alle græske Philosopher vare — ikke en blot spekulerende Tænker, for hvem Reflexionen er Virkelighed og Virkelig

heden Reflexion, men tillige et virkeligt Menneske. Intet Menneskeligt har han betragtet som fremmed og ham uved

kommende, for de forskjelligste af Menneskehedens Interesser har han bragt sine sjeldne Evner som Offer; og hvis han

stundom har feilet, da vide Alle, som kjende Manden, ja selv hans Modstandere vide, at det var kun af Iver for det

Sande og Gode, eller fordi han ei altid iagttog en praktisk Takt, der synes nødvendig i en Tid, hvor uforbeholden,

varm Iver, en Ejendommelighed i det Hele som

i b b e r n s

medförer den Skjæbne at blive miskjendt, og hvor den

ordfijrende Ukyndighed og Middelmaadighed finder sin Regning ved at bringe enhver fremragende Dygtighed i Mis

kredit. Men det maa ogsaa indrömmes, at han aldrig har skyet Miskjendelsen, eller af Frygt derfor tilbageholdt sin

Overbevisning.

I Forbindelse med den Menneskekjærlighed, Oprigtighed og Varme, som aander i al hans Skrift og Tale,

og hans paa omfattende Kjendskab grundede Opmærksomhed for Naturen i al dens Mangfoldighed, sftiaer en levende

poetisk Sands, der mulig har bidraget til at bestemme hans Standpunkt i philosophisk Henseende. Dette kan vel nær

mest betragtes som et almindeligt

biologisk

, i en Forfölgelse af Livets Udvikling fra de laveste Stadier til dets Culmina-

tion i den menneskelige Sjæl (

P sych o lo g iJ

. Her synes hans Kraft og Interesse at concentrere sig, det menneskelige

Sjæleliv har han med overordentlig Skarpsindighed gjennemgrandsket til de fineste Details, med en Livsfylde og Iagt

tagelsesevne, som forudsætter et digterisk Blik, medens dette atter, ved hans stadige Forskninger og Erfaringer i den

Retning, har modtaget en Receptivitet og Klarhed, — uden at tabe det Umiddelbart-Geniale, — som man kun sjælden finder

hos abstracte Tænkere, saaat en af vore Digtere (

Andersen

i sine „Vignetter”) med Rette kunde sige om ham

,,Gid hver en Digter var saarneget Philosoph,

Som denne Philosoph har viist, at han er D igter!"

ib b e r n

er födt d. 18 Juli 1785 paa Christianshavn, hvor hans Fader var praktiserende Læge ved Börne-

og Opfostringshuset. Han opvoxte i Hjemmet mere med det lydske end det danske Sprog, thi begge Forældrene vare

Holstenere, Faderen fra Scgeberg, Moderen fra Plöen. Skjöndt de just ikke vare formuende, foretrak de dog den

private Undervisning for den offentlige, og gave ham fra hans 6te Aar danske Lærere, blandt hvilke han især taknem

lig erindrer daværende theologisk Kandidat, siden Biskop,

P alu dan -Müller.

En Bog, som især vakte det barnlige Ge

myt og fik en blivende Indvirkning paa ham, var

Campes

Sjælelære. Til hans Yndlingslekture hörte ogsaa

Gellerts

Skrifter,

Claudius's

Wandsbeckerbolhe, og Peder Paars. Desuden blev han ifölge Datidens Skik, saameget mere som

Moderen var meget religiös, tidlig bekjendt med Bibelen (paa Tydsk), og den herved angivne Retning har ikke heller

senere fornægtel sig i hans Philosophi. I Fritimerne lyttede han med barnlig Begjærlighed til de Eventyr, som

nogle Haandværkere

Nabolaget fortalte. Da Faderen allerede 1794 döde, kom han Aaret efter i den tydske Kirkes

Skole, hvor ogsaa Bibellæsning, under Kateketens Veiledning, var en overveiende Del af Undervisningen. Med samme

Kateket læste han tillige privat Latin til 1798. Da indtraadte en Forandring. Hans forrige Lærer,

P alu d an -Müller,

havde ladet ham indskrive til en Plads i Herlufsholms Latinskole (Undervisningen var dengang aldeles fri), som han

nu kunde tiltræde. Den gamle Rector

Iicrnth

, Conrector

A . W. B rorson

og „anden Hörer”, Naturhistorikeren

Melchior

fattede snart megen Godhed for ham. De to sidstnævnte Personligheder har

ib b e r n

senere Aar, i to Mindeskrifter,

der hædre Disciplen ligesaameget som Lærerne, skildret med sjælden Varme og digterisk Objektivitet. Under

Melchior

som, da Skolen blev „realiseret’’ (n: da bestemt Fagfordeling

mellem Lærerne indförtes), overtogPhysik og Mathe

matik, erholdt han et meget godt Grundlag i disse Videnskaber. Her, i den smukke idylliske Naturensomhed, tilbragte