S_DanskPantheon

‘?<tk

l/r

f e

(g;.

eget Tankearbeide, uden nogen anden Ifjelpekilde, end hans egne indre og ydre Erfaringer. Han fortsatte det tidligere

Samliv med

Orstedcrne

Oelilenschlægcr

, og tog ivrig dennes Parti i den under Navn af „den Baggesenske Feide”

bekjendte litterære Strid, saavel privat, som offentlig (ved et Skrift „om Theatercensorernes Forkastelse af

„F reias A ltar

” o. s. v.

1816 . og ved nogle satirisk-lunefulde, latinske Breve i Nytaarsgaven „Hermes”). Men en saa omfattende Aand, som

i b b e r n s

kunde ikke tilfredsstilles ved, hvad der nærmest paalaae ham, at forberede ungeStuderende til Philosophiens

Studium. Han aabnede derfor 1818— 19, efter

Treschows

II. C. O rsteds

Exempel, et offentligt Foredrag for dan

nede Mænd og Kvinder, over Lyksalighedslæren, hvori han væsentligt gjorde Kjærlighed, videnskabeligt Liv og Sam

vittighed til Gjensland for Betragtningen. En Del heraf gik over i hans Skrift „om Elskov” (1819 ), et begeislret Re-

flexionsdigt, en ikke streng videnskabelig, men mere rhapsodisk-psychologisk Udvikling af Kjærlighedens Væsen og

Betydning, og i den senere udkomne „Pathologi.” Paa denne Tid kom han jævnlig i den

P erbolske

Familie, som forte

et meget tiltrækkende, musikalsk og idyllisk-poetisk Liv. Her lærte han al kjende en Datter af Havneskriver, Krigsraad

lp se n

, en af hans Tilhorerinder, jned hvem han fra 1819 blev forlovet og kort efter gift. To Dottre og tre Sonner

leve endnu som Frugt af dette Ægteskab.

Hans Liv hengik fra nu af uden ydre Bevægelse, i akademisk Ro og Ensformighed, men hans aldrig hvilende

Aand vttrede sig i en betydelig litterær Virksomhed.

1821 udkom Bogen „om

E rkjendelse og G ran skn in g

,” et efter

P o v l M ollers

Dom hoisl aandrigt Skrift,

der endnu iAlmindelighed ansees for hans Hovedværk; det er en SlagsPhy-

siologi af Philosophiens Væsen, dels i og for sig, dels som det fremtræder i de forskjellige Videnskaber; hvori han med

sammentrængt Korthed og en meget heldig Form har nedlagt Kjærnen af sin phiiosophiske Grundanskuelse.

Som han

her nærmest tilsigtede en, Indledning til akademisk Studium overhovedet, der i hoi Grad interesserede de med philoso-

phisk Tænkning alt Fortrolige, jo slorre Vanskeligheder den ved sin Indholdsrigdom frembod for Begyndere, saaledes har

han i et senere særdeles værdifuldt Skrift (Om

Philosophiens Begreb

N atu r og Væsen

, 1843) i et klart, ordnet System bearbeidet

de samme Grundtanker som Indledning til sel

ve Philosophicn.

1822 udgav han „Lo

gikens Elementer

og 1827

„ L o g ik som

Tænkelære

” (endnu kun som „Aftryk for Tilhorere”),indtil han endelig i den sidste Udgave (1835) synes at haveud

tomt den Opgave, han

her stillede sig: under Bibeholdelse i mange Punkter af den gamle „formelle” Logik, titgive

en paa selvstændige Iagttagelser grundet Theori af Tænkningens Virksomhed. 1823 leverede han et latinsk Universitets

program „om

Sjælens Præ existens

Oprindelse og Udo delig hed

,” som ogsaa i Tydskland (af

Goschel)

omtaltes med Berom-

melse.

lo 2 6 udgav han ,,

Gabrielis efterladte Breve

,” en Række palhologiske Udbrud af en gjærende Aand, nedskreven

til meget forskjellige Tider, men her ordnede, saa at de danne en sjælelig Sygehistorie om et ved haablos Kjærlighed

•sonderrevet Sind, (hvorfor den er sammenlignet med

Gothes

„Werther”) , som stræber efter Fred gjetmem en i sin

Heftighed til Mysticisme grændsende Religiøsitet og ved Beslutningen om praktisk Virksomhed. Mange Episoder og

Skildringer havde stor objektiv Sandhed, Sproget er helt igjennem digterisk fyldigt, og Bekjendelsens Aabenhjertighed

bliver ofte til sand lyrisk Flugt.

Han optog snart atter Traadenaf sin akademiske Forfattervirksomhed ved den

„

psychologiskc P ath ologi

”

(Læren om Stemninger, Drifter, Lidenskaber og Affekter o. s. v.) der som 2den Del af Psychologien udkom 1828.

Skjondt denne Bog stedse har fundet varm og almindelig Anerkjendelse som den, hvor

ib b e r n s

Genialitet i selvstændig

Iagttagelse af Menneske-Livets hele Udviklingsproces, næsten uden al stolte sig til Forgængere, maaskee moder os

storst Rigdom og Almenfatlelighed, fremkaldte den dog (i Maanedsskr. f. I.itt. 11, S. 35) en Protest imod en formentlig

Sammenblanding af Philosophi og Theologi, og denne igjen et meget varmt og gehaltfuld Selvforsvar af

i b b e r n

hans ,,

P hilosophisk Archiv og Hepertorium”

(S. 58), som i 4 Hefter (1829— 30) meddelte en Række særdeles grun

dige og interessante Afhandlinger over forskjellige Materier. Her var det og, han gjorde det forste Skridt til sine

phiiosophiske Betragtninger af

p olitiske

Gjenstande, under Navn af „

antisekotisk

Forsog”, hvorved han med et Herodo-

tisk Udtryk betegnede den Stræben, ved en med Forsæt stærk Modvirkning mod visse Overdrivelser at frembringe Lige

vægten ; dette her udtalte Princip maa især ikke tabes af Sigte, naar man med Upartiskhed vil bedomme hans senere

Skrifter af politisk rendents.

1831 udgav han en

Skrivelse til Ingemann

Anledning a f

Uuldregavcrne‘\

som af Kritiken var bleven stærkt med

taget og 1832:

Bemærkninger ved Anordningen om Provindsialstæ ndernes Indfbrelse.

Som Fortsættelse heraf kan betragtes

de to Hefter ,,

P atriotiske Inte llig entsb lade”

(1835—36), hvor han- bl. A. i Anledning af Stænderforsamlingens Aabning,

gav en ved Yarme og Inderlighed udmærket Skildring af

A . S . O rsteds

Personlighed, — fremdeles „

Bemærkninger an-

gaaende B anksporgsm aalet

” (1836), „Om

Stændernes Forening

” (1838),

„ T il hjdbenliavns Borgere i Anledning a f Valg

p a a B orgerrepræ sen tan ter'

(1840), „Om

S kattebcvillingsret og C onstitution

” (s. A.) og

„ D ik a jo syn e

, eller

B idrag til

P o litik og p o litisk Jurisprudents

” (1843), en Række Afhandlinger over Dagens Sporgsmaal, rettede især mod de „dæ

moniske Magter” , som yttre sig i „Cliquer” (see Fortalen). Man moder her en indtrængende og udtommende Grun-

db’hed en rig og gedigen Tankefylde, som har noget særdeles Vederkvægende ligeoverfor vor saakaldte liberale Dag-

P r e s s e s

negativ-kritiske Methode, om det end synes, som om Forf. ved Modpartiets Yderligheder, ifolge hint „antisekotiske”

Princip stundom dreves videre i den conservative Retning, end han oprindelig var betænkt paa.

For en saa mangesidig virksom Aand, som

i b b e r n s

var det uden Tvivl tidt et trykkende Baand,

at han ifbl°æ sin Stilling ved Universitetet maatte anvende sin Tid nærmest til at forberede begyndende Studerende paa

Videnskabsbanen, medens han af Natur og Tilboiefighed hendroges til friere og mere omfattende Tankebevægelser,

cm saaledes synes Fremstillingen selv i hans propædeutiske Skrifter ofte kun ret tilgængelig for de mere Indviede.