172 / 212
l
Laurids Pedersen Sku.
^ k a l Danmark nogensinde i eendrægtig Kraft hæve sig til sand Frihed og Velvære, da er det især paa den danske
Bondestand, at Haabet om en lysere Fremtid maa bygges; men blandt alle danske Bönder ere de nordslesvigske baade
de dygtigste og de danskeste. Her har nemlig under Selveiendommens velsignelsesrige Skygge udviklet sig den Velstand
og Kjærlighed til Fædrenehjemmet, som ikke kunne trives under nogensomhelst af Trældommens mangfoldige Former,—
her har den nordiske Aand, der aldrig har viist sig i Verdenshistorien uden at efterlade sig höittalende Vidnesbyrd om sit
daadrige Liv, gjennem Slægternes vexlende Folge vedligeholdt meget af den eenfoldige Kraft, af den uböielige Stolthed
og det udholdende Uafhærigighedssind, som var den danske Odelsbondes bedste Arvelod, og atter har reist sig til Bevidsthed om
sin Ret og sin Styrke under det haarde Tryk, der enten maatte knække den eller opmande den til Selvfölelse og Be
drift. Nordslesvig frembyder det sjeldne, men netop derfor dobbelt rorende og oploftende Syn af en Bondeflok, der,
aldeles overladt til sig selv, bestaaer den haardeste Kamp for det meest aandige af alle Goder, — for sin Nationalitets
Ære, mod en Overmagt, der med Tallets, med Rigdommens og Dannelsens Overvægt forener den umaadelige Overlegen
hed, som Besiddelsen af Lovgivningen, af Regjeringen og af alle bestaaende Institutioner giver. Det er derfor den
nordslesvigske Bondestand, vi bringe vor Hylding, idet vi her skulle meddele nogle TrækafdenMands
Liv, som den
selv ud af sin egen Midte har fremstillet som sin meest begavede Talsmand.
L
a u r id s
P
e d e r s e n
S
k a u
er födt den 22de Mai 1817 i Sommersted By (i Gram Herred, 2 Miil vesten for
Haderslev), hvor hans Forfædre i over et Aarhundrede have eiet en Gaard, og hvor hans brave og kraftige Fader i 24
Aar med Ære har været Sognefoged.
Han har aldrig modtaget anden Underviisning, end i sin Födebyes Bondeskole,
men desto mere er det kommet ham tilgode, at denne forestodes af en saa begavet og nidkjær Mand, som Degnen
K o ste r
, hvem 44 Aars udmærkede og frugtbare Virksomhed i delte Kald ikke har kunnet sikkre mod slesvigholsteensk
Forfölgelse. Allerede kort efterat han i Aaret 1833 var confirmerel af Præsten
Paulsen
fik han Ledighed til at lægge
sit Sindelag „som Bondesön af ægte cimbrisk Æt” og sine ualmindelige Aandsgaver for Dagen, idet han besvarede en
af Etatsraad
F alck
og flere kielske Professorer udstedt Opfordring til at meddele locale Oplysninger „für Sammlung und
Erhaltung vaterländischer Alterlhümer” i en udforlig dansk Beretning om de i hans Hjemstavn værende Oldtidsminder.
Imidlertid var han naturligviis endnu for ung til en offentlig Optræden, og skjöndt han skrev enkelte Artikler om com-
munale Anliggender i Dannevirke og log ivrig Deel i de forskjellige Petitioner til Stænderne, som dengang
udgik fra
del dansktalende Slesvig, tilhorer hans egentlige Virksomhed dog en senere Periode.
Imidlertid havde de nordslesvigske Bonders förste Forkæmper, den djerve og charakteerfaste
K is Lorenzen
til
Lilholt (i Halek Sogn) som Deputeret for det 3die Landvalgdistrict (det sydostlige Haderslev Amt) andraget paa, at
Dansk maatte indföres som Rets- og Adminislralionssprog i de Districter, hvor det var Skole- og Kirkesprog, og med
stor Mandighed forsvaret det derved fremkaldte Lovforslag mod de voldsomme Anfægtelser, det maatte lide i deB samme
Stænderforsamling, som först selv derom havde petitioneret; hvorved han blandt de nordslesvigske Bönder især blev
understotiet af den ligesaa beskedne, som ædle og dannede Deputerede for det vestlige Haderslev Amt, Gaardmand
P ossell
fra Kjöhenhoved (i Skrave Sogn).
Stor var Böndernes Glæde, da deres gode Sag vandt den förste, om end ufuld
stændige og navnligen i Udförelsen meget forvanskede Seier ved Sprogrescriptet af 14de Mai 1840, og de udtalte
denne blandt andet i en af 2850 Mænd underskreven Takadresse til Kongen, hvori de ikke blot fremhæve alle de prak
tiske Fordele af denne retfærdige Foranstaltning, men fornemmelig lægge Vægt paa, al den har „skjænket dem Fri
modighed, idet den löste deres Modersmaal fra Fornedrelsen’’. Men det var dog först Begivenhederne i den slesvigske
Stænderforsamling af 1842, der vakle dem til fuld Bevidsthed om deres sande Stilling, og da de ovennævnte tvende
________________________________________________________