54 / 212
J. Carsten Hauch
er fodt den 12le Mai 1791
i
Frederikshald, hvor hans Fader,
F
rederik
H
auch
,
der var Amtmand
i
Smaalehnene, den
gang boede. Faderen nedstammede fra en dansk Slægt, Moderen derimod fra en norsk. Hendes Navn var
K
aren
T
a nk
,
og hun var en Soster til Kjobmand
Carsten T ank
, der eiede
Rod
nærved Frederikshald, og siden blev Statsraad.
Siden blev Faderen forflyttet til Bergen, hvor han levede som Stiftamtmand i ti Aar. Sonnen var saa lille, at han ikke
slrax kunde folge med sine Forældre, men maatte blive efter i Frederikshald. Da han var halvtredie Aar, kom han til
Bergen. Da han var otte Aar gammel, blev han sat i Huset hos
Niels Ilerzbcrg
, der var Præst i Qvindherred, og [10S
hvem en ældre Broder allerede befandt sig. Qvindherred ligger syv norske (10£ danske) Mile fra Bergen inde ved Har-
dangerfjorden. Præstegaarden ligger nærved Soen, omgivet af hoie Bjerge og temmelig store Lovskove. Rundtomkring
sees mange smaa Landsbyer, og i Nærheden er det forrige Baroni Rosendal. Flere Bække og smaa Floder styrte ned
af Fjældene, og omtrent en halv Miil borte ligger et temmeligt stort Vandfald. 1 denne meget romantiske Egn tilbragte
han fire Aar under et Opsyn, der, skjondt langtfra strengt, sikkert var meget fornuftigt, og hans Anlæg til at sværme i
poetiske Phantasier fandt ved dette ensomme Liv betydelig Næring. Han mistede sin Moder, da han var 11 Aar, og kom
kort efter i Aaret 1803 til Kjobenhavn, hvor Faderen nu levede som Stiftamtmand i Sjælland. Her tilbragte han i
Schouboes
Institut fem Aar, og folte stærkt Forskjellen imellem Skoletvangen og det friskere, friere Liv, han for havde
fort. Hans Hjemvee var i Begyndelsen saa stærk, at hans Sundhed led derunder, men han vidste neppe den Gang.
hvad der var Aarsagen til, at han mistede sine rodeKinder, som siden ikke vendte tilbage. I Aaret 1808 blev han
Student med Gharacteren meget god/, Ved den anden Examen, som han Aaret efter tog, blev han udmærket. Men
nu indtraadte et Dilemma i hans Liv, der i lang Tid standsede ham; tki han havde ingen Lyst til det juridiske Studium,
hvortil han var bestemt, og som han paj en Maade, der vakte hans Faders Misfornoielse, forsomle, hvorimod
Treschows
og især
H . C. O rsteds
hoist opvækkende og begeistrende Foredrag havde givet ham stor Kjærlighed til Philosophien og
Naturlæren, paa hvilken sidste han anvendte megen Tid og en exalteret Iver. Da han saaledes i en physisk Bog slodte paa et
mathematisk Beviis, som han ikke forstod, lagde han Physiken ganske bort, og begyndte med stor iver at studere
Vegas
Matbemalik forfra. Dette Studium fortsatte han udelukkende og paa egen Haand i tre Fjerdingaar, indtil han naaede
den hoiere Mathematik. Men her stodte han paa Vanskeligheder, som han, da han ganske manglede Veiledriing, ikke
kunde overvinde.
Det var dog især Naturlærens poetiske Side, der drogham til sig. Denne havde ogsaa netop i hin Tid
i hoi Grad gjort sig gjældende. Allerede medens han
gik i Skole,
havde han begyndt at
gjore Vers; menhan mær-
’kede snart, al der ingen ret Kjærne fandtes deri. 1 de forste Studenleraar gjorde han Bekjendtskab med
Ochlenschlagcrs
,
Tiecks
og
Novalis'1 s
Værker, der i hoieste Grad henreve ham, og ligesom aabnede ham en ny Verden. Især hensalte den
Sidste ham en i Drommetilstand, hvorfra han senere havde Vanskelighed nok ved at losrive sig. Omtrent paa samme
Tid lærte han at kjende
Shakspcarc
,
Goethe
og
Jean P aul.
De to forste virkede overordentlig paa ham, skjondt han
forst sildigere ret lærte at forslaae deres Storhed. Han folte vel Poesiens mægtige Virkninger, men kjendle endnu ikke
dens Grændser, og de Betingelser, hvorpaa hine Virkninger beroe. Men da
Schelling
og hans Efterfdlgere tillige i hin
Tid havde givet ham en naturphilosophisk Retning, saa fik de poetiske Gompositioner, han nu begyndte at udkaste, et
saa eget og besynderligt Udseende, at de ikke kunde vinde mange Læsere; thi det var mere Naturdrdmme, end Kund
skab om det menneskelige Liv, de udtalte. De fleste af disse Digte kom ikke i Trykken; kun enkelte deraf fandt Plads
i Maanedssriftet Athene (1814— 15) tilligemed adskillige gode kritiske og philosophiske Afhandlinger, af hvilke den med
Overskrift:
H vilken er den fortrin ligste S a n d s‘i
maa nævnes som den bedste. I et uheldigt Oieblik udgav han, under
Navn af «
C ontrasierne»
, to dramatiske Digte, som med Glimt af Lune og Talent (i det fbrsle) forenede en Umodenhed,