57 / 212
i
ved den ædle Personlighed, den gehallfulde Begeistring for det Store og Ophoiede, den grundige Fordyben i Tilværelsen,
den redelige Ivarap mod alt Lavt og U sselt, der overalt træder os imode.
H a u c h
horer ikke til de D igtere, der
henrykke Dognet ved
en letbevægelig, gogiendePoesies Flitterguld; hans Phantasi er stærk og glddende, som en
kongelig Orn griber den sin Gjenstand, og slipper den ikke letsindig paa Halvveien, men nedsænker sig i den, betvinger
den tilfulde, og hæver sig saaledes i rolig, men kraftig Flugt, med sit Bytte mod Himlen. Især er han en Mester i at
opfinde og udvikle Charakterer, og interesserer sig som enhver dygtig Natur, især for de stærke og lidenskabelige.
Ifolge hans særegne Livsomstændigheder, den indre Kamp, som længe gjærede hos ham, kom han til Poesien uden den
poetiske Dandseskole, som Andre alt i Flegelaarene gjennemgaae. Hans Muse var voxet op i Sorgen og Ensomheden, og
da hun skjænkede ham sit Kys, var det saa brændende, at han næsten glemte at gjore Toilet. Derfor maatte han længe
taale Tilsidesættelse af
et Publicum, der bestaaermere af Kritikere end af Læsere, der ikke selv veed , hvad
det vil
have, og ofte troer,
at Poesiens Hoieste er at tælle Stavelser, fordi det selv ikke forstaaer Andet af den.
Med sin
sædvanlige Iver og Kraft kastede han sig nu over Formstudiet, og det lykkedes ham snart at frembringe storre og mindre
Digte med viikelig classisk Præg, og som i alle Henseender hore til det mest Udmærkede i vor Litteratur.
Man har forekastet
H a u c h
, at han ikke var national nok i sine Productioner.
Dette er neppe rigtigt,
thi den egentlig inderste Kjærne i hans Digte er bestandig nordisk, de Livserfaringer, hvorpaa de basere s ig , ere
ogsaa almindelig opfattede af nære Omgivninger, kun det ydre Scenerie er ofte henlagt i fremmede Lande. Denne
Fremgangsmaade kan ikke ansees for unordisk; thi den samme Reiselyst, der yttrede sig legemligt i de ældre Nordboers
Liv, maatte vel sildigere paa en eller anden Maade finde sine aandelige Repræsentanter, til hvilke man ogsaa kan
henregne
H a u c h .
Paa en særdeles smuk og beskeden Maade skildrer han selv i en af sine Fortaler sin Poesies Charakteer:
„Enkelte Digtere vække meer en Ahnelse om , og en Længsel efter det Skjonne, end de egentlig fremstille dette selv.
Rosen er i deres Digte sjelden tilstede, Kjerligheden skjuler s ig , og deres Begeistring ligner en Storm , der afriver de
falmede Blade i Hosten.
Men som en alvorlig Hostdag stemme de og Sjælen til Eftertanke, vise Forgængelighedens
Lod, og, idet de fremstille den doende Natur, hæve de Tanken mod noget Hoiere. Til slige Fremstillinger hendrages
ogsaa jeg af min
Natur; de vilde lykkes mig bedst,
hvis jeg stedse formaaede at give hvad jeg oftest med Begeistring
har dvælet ved.’’
Heri. saavel som i Characlerernes Kraft og Dybde, minder han meget om
Heinrich v. Kleist.
Da
H a u c h nu
neppe kan siges hos sine Landsmænd at have fundet den uhildede Vurdering og varme Aner-
kjendelse, hvorpaa en saa hoi og ædel Digternatur har et helligt Krav, fortjener det at bemærkes, at Udlandet har været
mere retfærdigt mod ham. Saaledes yttrer
Gersdorfs
Repert. 2 7 , 1, (1 8 4 1 ) sig, i Anledning af den
polske Familie
, paa
fdlgende Maade:
„ H a u c h s
Navn har i den tydske Litteratur saa god en K lang, at enhver ny Frembringelse af ham
maa interessere alle Dannede. I sin
Wilhelm Zabern
har han beviist, hvorledes en tragisk Skjæbne griber Hjerterne
dybest i den simpleste Fremstilling, og hvorledes den historiske Roman kan hæves til fuldendt Kunstproduct, naar viist
Maadehold, dybpsychologisk Opfatning og grundigt Kjendskab til Historien , ere forenede med Digterens Opfindelse.
Det er lykkedes
ham at give et Billede af det hele polske Folk (for den sidste Revolution), dets Vaklen og Længsel,
dets tungsindige og overspændte Forhaabninger, og dets Sdnderrivelse, fuldkomnere, end noget, der hidtil er kommet os
for Oie. — Alt hvad der tjener til at anskueliggjore, hvorledes Revolutionen modnedes, er behandlet med stor Kunst.
Den eneste Feil er, at ved Revolutionens Begyndelse den digteriske Opfattelse viger for historisk Beretning. — Charak-
tererne ere fortræffelige, og
paa
mange Steder endog mesterlige,’’ o. s.
v .
H a u c h
er en Digter i Ordets fuldeste
Betydning, og naar han ikke har fundet den Anerkjendelse, han fortjener, saa ligger delte kun i den sorgelige Slovhed i
Aanderne, som for Tiden med Hensyn paa Poesien har grebet almindeligere om sig, end for. Han skriver altfor fuldendl-
simpelt, og holder sig i sin Inderlighed altfor fri for al Glimmer af berusende Ord, hule Billeder og pompose Phraser,
til at tiltale Mængden, der sætter mere Priis paa det Feilfulde hos en D igter, paa klingende Ord og brogede Billeder,
end paa det kunstnerisk Fuldendte.r
Trykt hos Bianco ivn o .