92 / 212
_________________ _
Ove Emmcrich HScgli-finldbcrg
blev fodt den 2 o de September 1 7 9 8
i
Kjobenhavn, hvor hans Forældre, Professor
F r e d e r i k H o e g h - G u l d b e r g
og
M a r i e C a t h r i n e ,
fod
B i l s t e d ,
endnu leve. Han nod privat Undervisning hjemme
i
sin Faders IIus,
fornemmelig af denne selv, til sit 1 6 de Aar, da han blev indsat
i
Metropolitanskolens overste Classe, hvorfra han
efter 2 Aars 1 orlob i October 1 8 1 6 dimitteredes til Universitetet. Allerede i Juni 1 81 9 var han, uden nogensinde
at have benyttet Manuducteurs Hjelp, istand til at tage den juridiske Embedsexamen med forste Charakter, og det
folgende Aar underkastede han sig den med samme forbundne praktiske Prove med ligesaa heldigt Udfald. Han
valgte nu Advocaturen til sin Livsbane, og begyndte strax at forberede sig hertil under Veiledning af sin Morbroder,
Hoiesteretsadvocat H.
B i l s t f . d ,
paa hvis Anbefaling han i Januar 1821 erholdt Tilladelse til at procedere paa
Prove ved Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Efter omtrent et Aars Forlob blev han under 2 9 de Marts 1822
udnævnt til virkelig Sagforer ved denne Ret. Hans egenlige Maal var imidlertid Hoiesteretsskranken; derfor an
holdt han snart om og erholdt, ved Hof- og Stadsrettens udmærkede Vidnesbyrd om hans „Duelighed, Flid og
Noiagtighed” , Tilladelse til at procedere paa Prove for Landets overste Domstol. Provens Resultat var Rettens
enstemmige Anbefaling, ifolge hvilken han under 3 December 1 8 2 3 blev beskikket til Hoiesteretsadvocat; som
saadan virkede han til sin Dod. Den 2 4 de Januar 18 2 4 indtraadte han med
J o h a n n e F r e d e r i k k e T e r - B o r c h
i
et hoist lykkeligt Ægteskab, som dog forblev barnlost, hvorfor han i 1 8 3 0 adopterede sin Hustrues Niece,
E m m a
B e c h ,
i Datters Sted. Uagtet hans Sundhed næsten altid var uforstyrret, og han stod i sin Manddoms fulde Kraft, og
uagtet hans hele Hu og Interesse var vendt mod Livet og dets Krav, var han dog længe fortrolig med den Tanke,
at blive bortrykket af en pludselig D od, ligesom han ikke sjeldent for sine Nærmeste yttrede det Onske „at dde
i en kraftfuld Alder og doe savnet’’ ; saa skete det. I indeværende Aars Begyndelse sporede han en Betændelse
i Pulsaaren paa det ene B een, som omsider nodte ham til at holde Sengen; hans Helbredelse syntes dog alt at
nærme sig, da et Slagtilfælde om Morgenen den
8
de Februar i faa dieblikke udslukkede hans Liv.
Med et mandigt Ydre forenede
G u l d b e r g
udmærkede aandelige Evner: en rig, let bevægelig Folelse,
en lys og skarp Forstand, en ypperlig Hukommelse, Lethed i Opfatningen, Klarhed i Fremstillingen, samt en varm
og fyldig, mere strommende end glimrende, mere indtrængende end slaaende Veltalenhed, som, understotfet af en
klangfuld R ost, sjeldent forfeilede sin Virkning. Hans ædle og aabne Træk afspeilede hans Charakter, den var
som de reen og klar; han kjendte ingen Forbeholdenhed, forstod ikke at lægge Skjul paa sin Overbevisning, og
hans Aabenhjerfighed blev dobbelt elskværdig ved at være parret med en hoi Grad af Beskedenhed. Han var
varmt begeistret for R et, Frihed og alle store menneskelige Interesser, uden derfor at tabe de mindre af Sigte;
ligesaa villig som han var til Opoffrelse for at fremme det almene Tarv, den gode oflenlige Sag, ligesaa redebon
var han til at understotte den Trængende, veilede den Vildfarende og ophjelpe den Faldne. Fyrig og let opflam
met af det forste oieblikkelige Indtryk, skred han dog forst efter modent Overlæg til Daad; svulmende af Kraft
fylde i hele sin Fremtræden, var han dog fordringslos med Hensyn til sig se lv , mild og skaansom i sit Krav til
og sin Dom om Andre; uegennyttig i hbieste Maade, hvor der var Sporgsmaal om egen Fordeel, var han, naar det
gjaldt Medmenneskers Bedste, utrættelig, deltagende i Ord og hjelpsom i Gjerning.