93 / 212
Han offrcde sig med Liv og Sjæl for sit Kald,, som han havde opfattet fra et höiere Synspunel end
det almindelige; han betragtede det som Advocatens egenlige Formaal at drage den fordulgte Sandhed for
Lyset og at forsvare den undertrykte Ret. Derfor arbeidede han med rastlos Iver og levende Tilfredshed paa
saadanne Sager, som han ansaae for retfærdige, ligegyldig om Lönnen for hans Möie vilde blive stor eller liden^
men tog kun med stor Ulyst fat paa saadanne, hvori det, — som i befalede Sager jo stundom kan være forno-
(lent — gjaldt om at hævde et blot Skin af Sandhed og Ret; for hans Omgangskreds var hans vexlende Stemning
en paalidelig Maalestok for Beskaffenheden af de Sager, der vare ham overdragne. I Overensstemmelse med
denne Anskuelse tillagde han ikke den egenlige Plaidure for og imod megen Vægt, men ansaae Fremstillingen af
Sagens Realitet, Documentationen, for det væsenligste af Sagförerens Hverv. Langtfra at slöves ved mangeaarig
Syslen med criminelle Sager förte hans menneskekjærlige Sind ham ofte til Fængslerne for at undersöge de ledende
Omstændigheder, udfinde Bevæggrundene og kaste et speidende Blik i Hjerternes Dyb; af den Erfaring, han der
indsam lede, öste han da ofte en anden Mening om Forbryderens Strafskyld eller Utilregnelighed, end den,
der iföige Loven maalte blive Dom.
Blandt den store Mængde Sager, han har fort, er der ikke mange,
som med juridisk Interesse forene almindelig, og saaledes vedkomme H istorien; Grunden hertil ligger ikke mindre
d eri, at saadanne Sager under vore smaa Forhold og rolige Tilstand overhovedet ere sjeldne, end i hans Beske
denhed, der altid var redebon til at henvise Sager afsæregen Vanskelighed eller Betydenhed til dem af
hans Em -
bedsbrüdre, til hvis Duelighed han satte större Lid end til sin egen. Dog er det ikke mange Aar siden han
deltog i Udförelsen af en saadan S a g , nemlig den förste Trykkefrihedssag, som vor nyere Udvikling forte med
sig, den, der blev anlagt mod Professor David som Udgiver af Ugebladet „Fædrelandet’’, og hvis endelige Ih’fald
ved Höiesteretsdom af 2 dun December 1835 var den Tiltaltes Frifindelse. I denne Sag havde
G u l d b e r g ,
efter
hvis Raad og Anvisning Hovedforsvaret var overdraget den ypperste blandt hans Colleger, overtaget Dupliken, og
blandt de talrige Tilhörere, der bivaanede denne Retsforhandling, ville vistnok mange endnu have bevaret Indtrykket
af det djærve, inderlig bevægede Foredrag, hvormed han hævdede sin anklagede Vens Uskyldighed. .
Som i Alder var han ogsaa i sin hele Aandsretning Nutidens S ö n ; han hyldede dens Anskuelser, delte
dens Trang, underslöttede dens Stræben og fölte dens Gjæringer bruse i sit eget Bryst; men han havde for liden
Selvtillid til at stille sig blandt Bevægelsens Ledere, og var for besindig til al tage Deel i noget offenligt Skridt,
om hvis Lovmæssighed eller Sømmelighed der kunde være ringeste Tvivl. Hans politiske Stilling var ganske in
dividuel og höist misundelsesværdig; han tilhörte af sit ganske Hjerte dem , der stræbe efter Stats- og Borgerli
vets friere Udvikling, men den gyldne Midtes Mænd fandt sig tilfredsstillede ved hans Maadehold, og det gamle
Systems Skjoldholdere böiede sig for hans Charakters
Adel og hans Begeistrings H öih ed ; saaledes var han agtet
og elsket af alle Partier.
Den Side af hans Liv, som er Offenligheden mindst tilgængelig, men ingenlunde var den mindst elsk
værdige, er hans Forhold i Samliv og Omgang, til hans Familie og Venner, til de Mange, for hvilke han var
Raadgiver, Tröster og Beskytter. Han foretrak de smaa Selskabskredse for de store, og var med sin Livlighed og
sit i dristige Paradoxer indklædte Lune ofte det besjælendc Element i saadanne. Han var Medlem af mange For
eninger og offcnlige Selskaber med almennyttige eller velgjörende Formaal, og tog levende Andeel i disses Virk
somhed, men hans efterladte Papirer indeholde Vidnesbyrd om mangen eftergiven Fordring, mangen udövel Veldaad,
hvorom ikke engang hans Nærmeste havde nogen Ahnelse.