95 / 212
Ik
gaaer gjennein denne, som gjennem den foregaaende og folgende Periode, men forskjellig modificeret af de forskellige
Livsalderes Udvikling og Modenhed. Ingemanns
trcdie Digterperiode
adskiller sig fra de to foregeaende ved sin national
historiske Retning. Efter sin Hjemkomst fra sin Udenlnndsreise beskjæftigede Digteren sig meest med Nordens poetiske
Fortid, især med dens romantiske Middelalder, medens Oehlenschlægers djervere og kraftigere Digtergenius meest hendrog
ham til den stærke og mægtige Hedenold. Maaskee har Grundtvig, til hvem Ingemann var knyttet ved personligt Ven
skab, ikke været ilden Virkning paa ham i denne Henseende.
Som en Indledning til hvad der skulde komme, gav
Ingemann först i
Tragoedien „
Kampen for ValhalV'
(1 8 2 1 ), et Billede af Hedningslivels sidste Kamp paa Island; men
selv i delle Digt spores mere end önskelägt den sentimentale Romantik, der saa at sige var uadskillelig fra Digterens hele
Væsen. 1 Aaret 1 82 2 blev Ingemann ansat som Lector i dansk Sprog og Literatur ved Academiet i S orö, og herfra
udsendte han efter tre Aars Taushed det herlige episke Digt,
„Valdemar den Store og hansMcend
” (1 8 2 4 ), der forkyndte
en ny Retning i
hans Poesie og vel er at ansee som det fortrinligste af hans större Arbeider. Skjöndt det er meget langt
fra at Ingemann
kan betragtes som en Efterligner af Walter Scott, saa er det dog vel muligt, som det almindeligt an
tages, at den Lykke, som den berömle Skotlænders Romaner gjorde overalt, har været en Spore for vor Digter til at
forsöge sig i den historiske Roman; og efter hinanden fremtraadte nu den Cyclus af fædrelandske historiske Bomaner,
der visseligen kunne antages at være kjendte og skattede af enhver Dansk. Störst Opsigt vakte de to förste: ,,
Valdemar
Seir” , der udkom 1 8 2 6 , og
„E rik Menveds Barndom
” 1 8 3 1 ; de udbredtes hurtigt hele Landet over og læstes overall
med den meest levende Interesse; og om end den strenge Kritik har havt en og anden Anke at fore imod dem, saa er
det dog vist, at de have fundet Indgang hos Folket og vundet Folkets Kjærlighed, hvad saavel det tiltalende Stof, som
den skjönne og gemytlige Behandling i höi Grad fortjener. Mindre tiltalte de to folgende Romaner: „
Kong E rik og de
Fredlöse
(1 8 3 3 ) og „
Prinds Otto a f Danmark'1'’
(1 8 3 5 ), Skjöndt disse ogsaa bleve læste med Deelfagelse og Interesse.
Det synes, som om Digteren, ifölge en forud lagt omfattende Plan, havde foresat sig at behandle et bestemt Afsnit af
Fædrelandets Historie paa denne Maade, Den historiske Grundighed har han ladet sig være altfor magtpaaliggende, og
saaledes har han maaskee stundom fyldestgjort denne paa Poesiens Bekostning. Sine historiske Skildringer sluttede Inge
mann med de episke Digte , ,
Dronning Margrcta
” (1 8 3 6 ), der nærmest slutter sig til „Valdemar den Store og hans Mænd” ,
og , ,
Holger Danske
” (1 8 3 7 ), en symbolsk-mythisk Behandling af det gamle Folkesagn. Som alt bemærket har Ingemann
ikke undgaaet skarp Berörelse af Kritiken, og det er især Molbech, der först i „Athene” , senere i „Nordisk Tidsskrift”
og „Maanedsskrift for Literatur”, med megen Strenghed har udpeget Svaghederne i de Ingemannske Digtninger, uden
altid at lade deres mange og store Skjönheder vederfares tilbörlig Ret. Ingemann taug længe til disse Angreb; men da
han i sit phantastisk-polemiske Skrift,
„Huldre-G averne eller Ole Navnlöses Eventyr, fortalt a f ham selv
(1 8 3 1 ), greb til
Vaaben og saarede adskillige af sine kritiske Modstandere, udbröd der en alvorlig og heflig Feide, der dog ikke förte
til noget endeligt Resultat, fordi ingen af Parterne opgav sin Overbeviisning.
Foruden de allerede nævnte, fortjener blandt
Digterens seneste Værker især at fremhæves:
„Blade a f Jerusalems Skomagers Lommebog
” (L 8 3 3 ), del dramatiske Digt
„
Renegaten
” (1 838 ) og „
Salomons Bing‘>\
et dramatisk Evenlvr med et lyrisk Forspil (1 8 3 8 ), hvori Digteren vender til
bage til en tidligere Sphære, efter at have befriet sin Muse fra det sentimentale og smægtende Klædemon, hvori hun
stedse fremtraadte under hans förste Digterperiode. Som Psalmedigter udmærker Ingemann sig ved en inderlig Tone og
et reent og vairdigt Udtryk. Der er af disse Digtninger udkommet forskjellige Samlinger, saaledes: „
Morgenpsalmerv
,
til Brug for Eleverne ved Academiets Skole (1 8 2 2 ),
„Höimessepsalmer til Kirkeaarets Helligdage
(1 8 2 5 ) og
„Morgen-
og Aftensange for B ö rn ‘>
(1 S 3 7— 3 8 ). De tvende Indbydelsesskrifter, der udkom ,1840: ,,
Stjernebilledernes Symbolikv
og ,,
Skyhimlen
,
eller den Luke- How ardske Sky formalia nslære, betragtet som Billedform for Naturpoesien
”, ere vel meest
at ansee som uskyldige poetiske Drömmerier, der vel nrppe ville före til noget reelt Udbytte.
1 1 8 4 2 udkom Fortæl
lingen
„Kunnuk og Naja eller Gronlænderne.
Desforuden har Ingemann skrevet en stor Mængde lyriske Digte, Romancer,
Cantater og Lejlighedsdigte, der deels ere indlemmede i forskjellige Samlinger, deels særskilt trykte. Siden 184 3 er han
beskjæfliget med en samlet Udgave af sine Værker, hvoraf er udkommet:
„Samlede dramatiske DigteP,
l— III Deel.
O m
trent samtidig med sin Ansættelse som Lector i Sorö, giftede Ingemann sig med
L u c i e M a r i e M a n d i x ,
en Datter af
afdöde Conferentsraad Mandix. I Aaret 1828 foretog han en anden Udenlandsrejse til Berlin, Dresden og Böhmen og
i 1833 en Reise til Sverrig og Norge, hvorved han knyttede og fornyede adskillige literaire Forbindelser. I 1 8 2 8 blev
han udnævnt til Ridder af Dannebroge, erholdt 1 8 4 0 Dannebrogsmændenes Hæderstegn og blev 1S42 constitueret som
Director for Sorö Academie.
Her i det romantiske Sorö förer Ingemann et idyllisk og poetisk Liv ved sin talentfulde
Hustrues Side; han er höiaglet og elsket af Alle paa Grund af sin ualmindelig ædle, aabne og velvillige Charakteer, og
den Fremmede, der gjæster hans Huus, finder stedse der en hjertelig og kjærlig Modtagelse. Som en af vor Lileraturs
mægtigste Coryphæer vil Ingemann stedse blive agtet höit af alle Danske; Oere af hans lyriske Digte höre til det Skjön-
neste, vor Literatur har at fremvise, og faa Digterværker have gjort et saa stærkt og varigt Indtryk paa det egentlige
Folk, som hans historiske Romaner. Flere af hans Tragoedier („Bianca”, „Hyrden af Tolosa” og „Löveridderen”), saa-
velsom det dramatiske Digt, „Tassos Befrielse”, hans Eventyr og Fortællinger og de historiske Romaner ere oversatte paa
Tydsk; nogle af de sidste ogsaa paa Svensk, og en af dem, „Kong Erik og de Fredlöse” paa Engelsk af Miss Chapman,
ligesom ogsaa mangfoldige Anmeldelser i tydske, engelske og franske Tidsskrilter vise, hvilken Anerkjendelse den danske
Digler har fundet hos Fremmede.
<2g2><
Trykt hos Bianco Luno.