94 / 212
Bernhard Severin Ingemann.
I 1 otl\ iIdstrup paa Falster, hvor hans hader Sören Ingemann var Sognepræst og Provst for Falsters Nörre Herred, födtes
den 28de Mai 1789 en ai Danmarks navnkundigste og frugibareste Digtere,
B e r n h a r d S e v e r i n I n g e m a n n .
Allerede
i sit 10de Aar mistede han sin Fader, men blev ved den kjærlige Moders Omsorg og efter eget Önske holdt til Stu
deringerne i Slagelse latinske Skole, hvor han til Lærer i Dansk og de andie levende Sprog havde den opvakte og livlige
Jens Möller,
der döde som Dr. og Professor theologiæ ved Kjöhenhavns Universitet. 1 sit 17de Aar (1 8 0 6 ) blev Ingemann
dimitteret til Universitetet, tog det folgende Aar den philologiske, og i April 180 8 den philosophiske Deel af anden Examen.
I Januar 1811 fik han Plads som Alumnus paa Valkendorphs Collegium, og herfra udsendte den unge Digter sine förste
poetiske Forsög, en Samling lyriske Digte, der vakte megen Sensation og gjorde en overordentlig Lykke. Ingemann
fremtraadte paa en heldig Tid.
Oehlenschlægers mægtige Digtergenius havde aabnet hans Landsmænds Hjerter for den
romantiske Poesie og banet Veien for de kommende Digtere. Om det end ei kan siges, at Ingemann traadte i Oehlen
schlægers Spor, medens snarere den tydske romantiske Skole og vor Evald vare de Forbilleder, hvorefter han dannede
sig, saa kan det dog ikke nægtes, at hans Aand er befrugtet af den store Digters Geni, og at Oehlenschlæger har havt
en langt slörre og betydningsfuldere Indflydelse paa hans hele digteriske Udvikling, end han maaskee selv kan eller vil
lilslaae. Ingemann vandt strax et stort Publicum for sig; han forstod saa at sige at skaffe sig Popularitet, og faa Digtere
kunne rose sig af, at have fundet en saa venlig Modtagelse ved deres förste Fremtræden, som han. I Aarel 1812 vandt
Ingemann Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af den æstheliske Priisopgave: ,,I hvad Forhold staae Digte- og
Talekunsten til hinanden? hvilke ere deres Grændser, deres Lighed og Forskjellighed, og hvilke Regler har Taleren al
iagttage i Henseende til Digternes Brug?” Det folgende Aar udkom „ProcHe”, en Samling af Digte.
Med delle Aar
slutter hvad Digteren selv har kaldt sin
förste Digterperiode
(1811 — 1 4 ), der fornemmeligen charakteriserer sig ved F o
leisens Overvægt og Phanlasiens Hang til at anskueliggjöre det indre Liv, uden stort Hensyn til det ydre, inderlig Til—
sluttelse til Ideelivet selv gjennem Romantikens Symbolik og Vvstik. Det overordentlige Held, der havde kronet lngemanns
förste lyriske Forsög, foratdedigede ham til ogsaa at ville pröve sig som Epiker og Dramatiker. Om han end i denne
Retning langtfra ikke var saa heldig, saa lykkedes det ham dog at vinde en vis Celebritet som dramatisk Digler, ja end-
ogsaa for en kort Tid at stille Oehlenschlæger selv i Skygge i den offentlige Mening, medens han paa samme Tid ud
viklede en forbausende Productivitet.
Kort efter hinanden udkom i en Tid af nogle faa Aar:
„De sorte liiddcre
”, et
romantisk Epos i
6
Sange, Sörgespillene
„Masauiello”
og „
Bianca
’ og det bibelske Drama, „
Rösten i Örkenen>\
i 1 8 1 5 ;
„Reinold Underbarnet^,
Tragoedierne
„Hyrden af T olosa’>
og
„Lövcridderen'1’,
tilligemed en Samling af Digte, som ,,
Jule
gave
’’ i 1816.
„D e Underjordiske
”, et bornholmsk Eventyr i Prosa, udkom i 1817. Af disse Tragoedier gjorde især
,,Masaniello” megen Lykke paa Skuepladsen, og „Bianca” blev ogsaa givet med Bifald. Men da den eneste af de senere
Tragoedier, der var bestemt til Opförelse, „Hyrden af Tolosa”, kun blev given en eneste Gang, synes Digteren at have
opgivet sin Virksomhed for Scenen, lngemanns förste Arbeider vidnede allerede om en sjelden Lethed og Færdighed i
det poetiske Udtryk, om en let bevægelig, om end ikke synderlig höi eller dristig Phantasi, men især om et reent Sind
og en dyb og inderlig Fölelse, der desværre ikke sjeldent udartede til sygeligt Föleri og falsk Sentimentalitet. Det var
maaskee for en stor Deel netop disse væsentlige F eil, for hvilke Digteren senere tit nok har maatlet höre ilde, der i
Begyndelsen bidroge til at forskaffe ham en saa udeelt Beundring hos el vist Publicum, navnlig Damerne. Men Kritiken
lod heller ikke længe vente paa sig. J. L. Heiberg aabnede Kampen i sin satiriske Comoedie „Julespög og Nytaarslöier”,
i hvilken han paa engang spottede over Ingemann og det Publicum, der blindt forgudede ham. Ogsaa Baggescn spid
sede sin satiriske Pen imod ham, skjöndt Ingemann i Begyndelsen tjente ham som et velkomment Vaaben imod Oehlen
schlæger, og i „Athene” fremhævede Molbech med sin sædvanlige, stundom lidt ubillige Strenghed de svage Sider i de
Ingemannske Poesier, lngemanns Frugtbarhed som Forfatter var, som sagt, forbausende, men tillige ængstende; den
syntes saa at sige at være Productet af en sygelig og overinciteret Tilstand, og det kunde vistnok i flere Henseender have
været önskeligt, om han med lidt större Maadebold havde benyttet sine ualmindelige Evner. Det var derfor at betragte
som et stort Held for ham, at han i Aarene 1 8 1 8— 19 med offentlig Understøttelse kunde foretage en Udenlandsrejse,
der ved sine afvexlende og mangfoldige Indtryk forfriskede og oplivede hans Aand. Blandt de Videnskabsmænd og Li-
teratorer, med hvem han paa denne Reise kom i Berörelse, sluttede han sig især med Kjerlighed og varm Anerkjendelse
til Digteren Ludvig Tieck, der maaskee ikke har været ganske uden Indflydelse paa lngemanns senere Aandsretning. Efter
at have gjennemreist Tydskland, Frankrig, Schweiz og Italien, kom Digteren i Efteraaret 1819 tilbage til Kjübenhavn.
Paa Reisen fuldförte han i Rom det dramatiske Digt „
Tassos Befrielse
”, der slutter sig som en Fortsættelse til Goethes
Tasso. Allerede i de to Bind Digte, der udkom under Titel af ,,
Reiselyren
” (1 8 2 0 ), og hvori han beskriver de i Ud
landet modtagne Indtryk, viste sig glædelige Tegn til en sundere og friskere Livsanskuelse, der ogsaa gjenfindes i hans
senere Værker: „
Eventyr og Fortællinger’'1
(1820) og den satiriske Comoedie: „
Magnetismen i Barbeerstucn
” (1&2I).
Det er dette Tidsrum (fra 1 8 1 5— 2 1 ), som Ingemann har betegnet som sin
anden Digtet periode’,
den var rneest lyrisk-
draroatisk med en kraftigere og friskere Livsfarve og mere bestemt objectiv Retning. Den romantisk-religiöse Grundtone