37 / 136
32
levnet Have eller Træ længere tog af. I slige Nætter var den bræn
dende Lunte den sidste Trøst. Den kunde dog kuldslaa de stivfrosne
Fingre, og alt eftersom den blev kortere, viste den, medens Taarn-
uhrene tav, hvor Natten skred. Som en Student siden skrev:
»Den Lunte var vort Sejerværk,
Thi man ej hørte Klokke.
Og efter den maatt’ goden Klærk
Paa Volden staa og rokke.
Jeg holdt det ud saamangen Nat
Vel i tre stærke Stunde,
Af Kuld og Hunger saa format
At je g : »Hvem der!« knap kunde«.
Nøden giorde dog opfindsom. Efterhaanden som Kulden tog
til, voksede en ganske egen Art af Boliger op i og ovenpaa Volden.
Snart var det Huller ind i Voldsiden, stundom forede med Mursten,
ja forsynede med Ildsteder, lutter reddede Sager fra de nedbrændte
Forstæder; snart var det Skilderhuse eller fantastiske Hytter, sam
mensatte af Brædter og Træstumper hist og herfra, med Plads til
Flere til fælles Varme.
Langsomt sneg Tiden sig hen. Men for hver Dag, der gik, kom
en Fare nærmere, hvis Bækkevidde man knap turde gøre sig klar.
Hvad skulde der blive af Byen, hvis Frosten slog Bro og forvand
lede Kallebodstrand og Sundet til aaben Landevej midt ind i Byens
Hjerte? Og Frosten kom tidlig og med Styrke det Aar. En ny Form
for Vagttjeneste maatte da indføres, mere pinlig end den paa Vol
den. Der maatte holdes Vagt og hugges Vaager ikke blot omkring
de to Orlogspramme, der laa som Værn i Kallebodstrand og i Sun
det udfor Kalkbrænderiet, men en hel lang Linie uden om Byens
Søside. Det var et trælsomt Arbejde for N ie ls J u e l og hans Baads-
mænd. At ogsaa Stadsgraven maatte holdes aahen, fulgte af sig selv.
Og der maatte passes strengt paa overalt, thi hyppigere og hyppigere
blev nu de natlige Angreb.
Hin Befolkning vilde kun lidet have lignet sine Efterkommere
ved Dybbøl, hvis den ikke midt under al Fare og Nød engang imel
lem havde skaffet sig en glad Stund og havt en Spøg tilovers. Ikke
blot vexledes der til daglig mangen Spas mellem Hyttenaboerne
paa Volden, men stundom antog det Hele et mere fælles og almin
deligt Præg, som f. Ex. Juleaften, da man bestemte sig til at holde
Fest. Skralt var det med Forberedelserne, thi det kneb for Alle med
Brændsel og Lys og for de Allerfleste med den simpleste Føde. Til