42 / 136
37
ledet. Thi inde i Byen havde man sat Alt ind paa denne Nats af
gørende Kamp.
Yaagerne og Isrenderne var hugget bredere. Ved Mørkets Frem
brud stod alle Mand paa Voldene, hver med hvidt Tørklæde om
Hatten for i Mørket at kunne kende Ven fra Fjende, Alle med
Feltraabet: »Ærlig«. 334 Kanoner laa ladte og rede, Betjeningen
ventede med brændende Lunter, Krudt og Kugler var tilstede i
Mængde. Frederik III red omkring fra Vagt til Vagt; han opfordrede
overalt til at sejre eller dø for Fædrelandet i den Afgørelsens Time,
som nu snart skulde slaa. Nede i Gaderne, der var afspærrede med
Jernkæder for at danne et sidste Værn, hvis Fjenden trængte ind,
stod Kvinderne og Børnene. Intet er maaske saa betegnende for
Forholdene som Stemningen blandt disse. Ingen Klager, ingen Jam
ren, Sligt vænnes man af med ved seks Maaneders Øvelse. Øjeblik
ket var for stort til unyttig Tale. Faamælt udtrykte man sine
simple Tanker, som f. Eks. mellem Prammand Niels Nielsen og
hans Hustru, da hun med sit spæde Barn paa Armen tog Afsked
med sin Mand. »Gud være med Jer!«, var hans korte Ord. »Kæmp
tappert!«, hendes naturlige Svar. Men ligesaa betegnende er det, at
da hun saa stod alene tilbage, kunde hun ikke nøjes med at vente
uvirksom bag Jernkæderne. Hun ilede hjem til sin Bolig paa Graa-
brødretorv, svøbte Barnet, deres eneste, godt ind og satte det paa
det sikreste Sted i Kælderen, samlede saa alle Nabolagets Kvinder,
satte de største Kedler over Ilden, nogle med Lud, andre med Beg
og Tjære, og slæbte derpaa ved fælles Hjælp de glødende Kedler
paa en Stang over Skuldrene den lange Vej op til, hvor Manden
stod paa Post. Selv væltede Kvinderne deres Kedler ned over de
Stormende. Og i samlet Trop ilede de, da dette glødende Vaaben
var opbrugt, ned efter Bjælker, som de slæbte op paa Brystværnet
og lod trille ned paa Fjenden.
Da Natten faldt paa, laa København mørk og tavs, tilsyneladede
i Slummer, skøndt intet Øje var lukt. Pludselig tændtes Bavnerne
paa Valby Bakke som Tegn til Angreb. Men i samme Øjeblik drø
nede en Salve fra Kartoverne paa Volden ud iblandt Fjenderne, og
snart var Kampen levende. Under en Begn af Kugler væltede Fjen
derne frem ad den gamle Vej gennem Kallebodstrand. De naaede
ikke blot »Svinetruget«, men ind til Fregatten »Højenhald«, der efter
en fortvivlet Kamp blev taget, og hver en Mand hugget ned. Videre
vælter Strømmen sig ind mellem Amager og Sjælland imod Slottet.
Men pludselig standses der, Isbroerne er for korte til de dobbelt