Previous Page  47 / 136 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 47 / 136 Next Page
Page Background

42

skulde faa Ende. Juleaften gjorde Svenskerne Skinangreb ligesom

forrige Aar. Det faldt svært at holde den gode Aand oppe hos Be­

folkningen, man længtes efter Fred. Smaafægtningerne, der af og til

leveredes mod Fjenden, var ikke i Stand til at fylde Sindene. Det

gik Svenskerne ligesaa. Da Freden endnu i Begyndelsen af Maj

Maaned 1660 ikke var undertegnet, maatte det fra begge Sider for­

bydes at drive Handel med Fjenden. Endelig sluttedes da Freden

den 17. Maj 1660. Københavnerne drog i store Skarer ud for at se

den svenske Lejr, og Svenskerne gæstede fredelig den By, som de

i næsten to Aar forgæves havde belejret. Forbitrelsens Hede var

gensidig afkølet.

Hvad Virkning havde Freden paa de Belejrede? Selvfølgelig nød

den hele Befolkning, fra Konge til Stodder, det længe savnede, dyrt-

købte Gode, nød det i fuldere Drag end nogen Fredsven i Nutiden

maaske kan have nogen Forestilling om. Men derover glemtes ikke

Krigens Belæring. I Løbet af de følgende ti Aar skabte det udar­

mede Land en Flaade større end nogensinde tilforn. Og alle de

Punkter i Københavns Befæstning, som Belejringen havde paapeget

som de svage, forstærkedes ved nye, storartede Anlæg. Flaadens

Leje dækkedes mod Søsiden. I Kallebodstrand, hvor »Højenhald«

og »Svinetruget« i Forening med Skytset fra Bryghuset kun med

Møje havde holdt Fjenden ude, foretoges et uhyre Opfyldningsar­

bejde. Fra Stormgade østefter lavedes en Halvø, dækket med Volde

og Grave, saa at den yderste Bastion, »Bysensten«, i Forening med

Christianshavns Vold ganske kunde spærre det smalle Farvand.

Alle Bastionerne Volden rundt forstærkedes. Og mellem Østerport

og Sundet anlagdes det mægtige Fort »Kastellet«, lige rede til at

værne Byens ubebyggede Del og beherske det nordlige Indløb til

Havnen. Det var Jordarbejder, der vel kunde staa Maal med, hvad

Nutiden har udført, et storladent Forsøg paa at omsætte den vundne

Sejr med dens Erfaringer til Arv som Værn for kommende Slægter.

Københavns Forsvar 1658—60 indtager en stor, en enestaaende

Plads i vor Historie. Det er Folkets største krigerske Bedrift i den

historiske Tid. Sejgt og under fortvivlede Forhold som ved Dybbøl,

begejstret som den 2. April 1801, da Folk fra Gaden udgjorde Blok­

skibenes tapre Besætning, kæmpede den Gang aarevis ikke blot

Soldater, men en hel Befolkning, indtil de ved deres Udholdenhed

havde bragt Sejren hjem og reddét Fædrelandet.

Det har ofte været paa Tale at rejse hine tapre Forsvarere af

København et værdigt Mindesmærke. Tanken vil vel atter komme