50 / 136
45
Frederik III nærede det Haab, at det ikke skulde blive nødven
digt at vente med at »trykke Svensken«, til hans lille Søn var bleven
voksen Mand. Og han kunde have Grund dertil. Efter Freden i
Brømsebro 1645 kom den westfalske Fred 1648; havde den første
været ydmygende for Danmark, blev den sidste det i endnu højere
Grad. Ved den fik Sverige Herredømmet over Pommern, og der
med og med Tabet af Gotland og Øsel var det forbi med Danmarks
fra Valdemarernes Tid hævdede Højhed over Østersøen.
Men var det i Øjeblikket ikke til at tænke paa noget saa stort
som at vinde det tabte tilbage paa disse Kanter, blev det saa meget
mere ønskeligt at genvinde de afstaaede norske Landskaber og det
pantsatte Halland. Endnu nærmere laa det dog Frederik III at
tænke paa at faa de Lande i Nordtyskland tilbage, som han per
sonlig havde været knyttet til, Bispedømmerne Bremen og Verden.
Christian IV havde med stor Møje og store Ofre erhvervet disse
Stifter for sin næstældste Søn, der ikke oprindelig havde nogen
Udsigt til at komme til at bære den Danske Krone. De var ved
Torstensons Indfald bleven besat af Svenske Tropper og gik Aaret
før den westfalske Fred endelig tabt for Frederik III.
Skulde man fremhæve et Karaktertræk som særlig betegnende
for Frederik III, maa det blive hans Evne til at gemme dybt og
længe paa en Krænkelse, hans Mangel paa Evne til at glemme.
Tabet af de gamle danske Besiddelser og af Højhedsretten over
Østersøen var bittert nok for en Mand, der ikke havde glemt sin
Slægts Traditioner om Herredømmet i Norden. Men hans Forjagelse
fra sine Lande i 1643 og den deraf følgende ydmygende og afhæn
gige Stilling ved Christian IV.s Hof i de pengeknappe Tider, der
paa den ubehageligste Maade gjorde sig gældende selv i Hoffets
daglige Husførelse, var ham og hans stolte Hustru en endnu dybere
Krænkelse. Og den blev ikke mindre ved Ulfeldts hovmodige og
anmassende Optræden over for dem begge.
Til Midsommers 1651 havde Frederik III to forskellige Maal
for sine hævnsyge Tanker: Regeringen i Sverige og Corfits Ulfeldt i
Danmark. Men da Ulfeldt den 14. Juli d. A. hemmelig havde for
ladt sit Fædreland og søgt Tilflugt i Sverige, hvor han med alle
Midler søgte at hidse til Krig mod Danmark, var de to Maal bleven
til et.
Og i Haab om at kunne ydmyge Ulfeldt ved at ydmyge Sverige,
vinde de tabte nordiske Lande tilbage for Riget og samtidig med at
vinde de to tyske Stifter igen skaffe Rigets Sydgrænse en Dækning