55 / 136
50
stille foran Slottet, hvor Bryllupet stod. I Virkeligheden symboli
serer den Lysets sejrrige Kamp mod Mørket, men paa Grund af
Hestens Betydning i det brunsvigske og Løvens i det danske Vaa-
ben havde Christian IV anvendt den paa en Skuepenge til Minde
om Brunsvigernes Frafald under Kejserkrigen.
Den unge Fyrstindes Følelser er næppe bleven stemt til Blidhed
mod hendes nye Hjemland ved straks at blive hilst paa en saa ube
hagelig Maade. Naar det senere sagdes om hende, at hun aldrig
var Dansken god, kan hendes uvenlige Følelser mulig sættes i di
rekte Forbindelse med Mindet om det ydmygende Skue lige uden
for Slottets Vinduer af den brunsvigske Hest, der inaa ligge under
for den danske Løve. Ti man har sikkert ikke glemt at hviske
hende det Vers i Øret, som Christian IV havde ladet sætte paa den
omtalte Skuepenge med samme Gruppe, og som i Oversættelse lyder:
Forgæves, o skummende Hest, Du sætter dig op imod Løven.
Hvid er din Lød, men rød,
0111
saa Du fremturer, den vorder.
Sofie Amalie havde i fuldt Maal taget sin Slægt, Welfernes,
Stolthed, Ærgerrighed og stærke Lidenskaber i Arv tillige med dens
Selvfølelse, Pragtsyge og Herskerlyst. Dertil kom hendes tyske Ringe
agt for de Danske, hendes Harme og Forbitrelse over at maatte
spise Naadsensbrød hos Christian IV — den gamle Konge skriver,
at han har næppe saa meget som Tak for det Underhold, han giver
Hertug Frederik og de Udgifter, det volder ham — og endelig den
dybe Krænkelse at være afhængig af Corfits Ulfeldt og Leonore
Christine, ja, at se sig skudt til Side og fordunklet af den forhadte,
i hendes Øjne uægte fødte Kvinde — det var mere end hun, den
fuldblods Fyrstedatter af Welfernes stolte Æt, kunde bære.
Hertug Frederik havde hidtil været tysk Fyrste, men hans
0111
Selvherskerlyst vidnende Stridigheder med Stænderne i Bispedøm
merne og hans Sammenstød med Rigsmarsken Anders Bille under
Torstensonsfejden, indgav den danske Adel Uvillie imod ham. Den
anede en Modstander i ham. Og Spændingen mellem dem voksede,
efterhaanden som Udsigten til Tronfølgerens tidlige Død blev større
og større. Alt som regerende Herre i Bremen og Verden havde han
omgivet sig med tyske Raadgivere; det blev ikke bedre, da han 1644
blev Overgeneral og Præsident for det i Gliickstadt oprettede Krigs-
raad og i 1647 blev Statholder i Hertugdømmerne. De bedste Mænd
i det Danske Rigsraad saa med Sorg, at den vordende Danske Konge
var omgivet af lutter Mænd, der var uvidende og uforstaaende om