58 / 136
53
Forsvar, og Slottet var det Midtpunkt, hvorfra alt udgik. Her mød
tes Kongen, Rigsraadet, Kirkens Mænd og Byens Borgere. Kongen
lovede Byen Friheder og Privilegier, den skulde være en fri Rigs
stad og Rigsstand og dens Borgere skulde nyde alle adelige Forret
tigheder. En Mand af Borgerskabet, en Garvermester, erklærede,
at det vilde være en Skam og en Skændsel, om nogen tænkte paa
at overgive Byen og forlade Kongen uden saa meget som at have
set Fjenden under Øjne. Havde man først forsøgt en haard Pust, og
man blev nødt til at give sig, saa var man undskyldt. Derpaa raabte
alle i Munden paa hinanden: »De vilde staa det længste, de kunde;
naar de ikke kunde længer, var det tidsnok at bede om Naadeg
Kongen selv synes ikke at have talt i dette Møde. »Hs. Majestæt
maatte vel rinde Taare paa Kind«, siger en Samtidig, »og ikke for
Sorg kunne fremføre sin Tale«, naar han tænkte paa, hvorsaare
Faa af alle de mange, »som før havde taget stor Gage og Aflæg i
Fredens Tid, der nu retirerede sig ind til ham at lide og staa med
ham, saa han havde mest ikkun Borgere og Burser, som lidet eller
intet havde nydt Kronens Indkomster i gode Tider«.
Frederik III.s Eksempel havde virket; den første lammende Ræd
sel var forbi, man havde fattet en Beslutning og var bleven rolig,
ti der stod en Mand i Spidsen, som forstod at indgyde Tillid og
som Folket saa op til med Haab og Tro. Kongen og Folket havde
fundet hinanden i Farens Stund.
Men Frederik III formaaede ikke blot at skabe Tillid og Fortrøst
ning i de første, urolige Dage, han formaaede — hvad mere var —
at holde den vedlige i det daglige Slid hele Belejringstiden igennem.
De første Dages Begejstring for den Konge, der pludselig tillige med
Dronningen steg ned fra deres Højde og færdedes mellem Byens
Borgere paa Volden, snart til Hest og snart til Fods, gik over til
tillidsfuld Fortrøstning. Fremmede Magters Sendebud fortæller,
ligesom vore hjemlige Krønikeskrivere, hvorledes Kongen lod slaa
sit Telt op paa Volden og stadig var tilstede »om Dagen blandt sine
Soldater og Arbejdsfolk,
0111
Natten udi i sit Telt«. Hertil kan dog
føjes, at Kongen hver Nat gjorde en Runde omkring den hele Vold.
»KongFrederik«, hedder det hos en anden, »havde sit Telt paa Vol
den og nægtede sig de for fyrstelige Personer passende Bekvemme
ligheder; han skaanede sig hverken Nat eller Dag«. Heller ikke lod
han sig afholde fra at færdes paa de mest udsatte Steder og man
har Beretninger
0111
navngivne Mænd, der er bleven dræbt af Fjen
dens Kugler i Kongens umiddelbare Nærhed.