56 / 136
51
det Danske Folk, dets Opfattelser, Sæd og Skik. Og de saa med en
Følelse af Frygt, at han ved sin Side havde en tysk Fyrstedatter, i
hvem han var stærkt og lidenskabeligt forelsket, og som paa alle
Maader drev ham frem mod det Maal, han selv ifølge sit Naturel,
sin Slægtsfølelse og sin Udvikling higede imod: Hævn over sine
Fjender i Riget som uden for Riget og Tilbageerobring af det tabte.
Midlet til at naa dette Maal var Magten. Kroningen gav Kongen
Magt, om end den ved Haandfæstningens Bestemmelser kun var
ringe og begrænset. Men Vejen til en større Magt aabnedes kun ved
Kroningen. Derfor lod Frederik III sætte Tandem!
Endelig! —
paa sin Kroningsmedaille, — et Maal var naaet, men ikke det
sidste.
For det danske Folk i Almindelighed var Frederik III endnu saa
godt som en Fremmed, da han i 1657 erklærede Sverige Krig, ivrigt
tilskyndet af Dronningen, uden Forberedelse, uden Vaabenfæller
og kun støttet til det, som det snart skulde vise sig, svigefulde Haab,
at Karl Gustaf med sin Hær var saa stærkt optaget af Kampen i
Polen, at han ikke kunde rive sig løs derfra. Folket vidste ikke
stort andet om ham, end at han var en Modstander af Adelen, og
det var nok til at skaffe ham dets Tilslutning. Selv i Tanken om en
Krig med Sverige vandt han Folkets Samstemning, det haabede og
ventede i den at faa Hævn for de i 1643—44 paaførte Lidelser og
Ulykker. Og Menigmand kunde vel have Lov til at gaa nd fra den
Forudsætning, at erklærede Kongen og Raadet Krig, maatte de vel
være forberedte paa Krig og være enige om, hvordan den skulde
føres.
Blandt Københavnerne var Frederik III og Sofie Amalie der
imod godt bekendte. København var dengang en lille By, tæt sam
let om Slottet som Midtpunkt, og hvad der skete her og taltes om
her var ikke mindre Genstand for Samtale og Hvisken og Tisken,
end hvad der hændte i selve Byen. Eller rettere sagt, hvad man
tænkte og talte om inde paa Slottet var kun en Genklang af hvad
der skete ude i Byen: Ulfeldts Drillerier mod Dronningen ved at
lade Æreporten tage ned Natten før hendes Kroning, hans Svoger
Grev Valdemar Christians Kongelyster og »Bravader« mod Konge
familien, der endog gik saa vidt, at han knaldede sine Pistoler af
mod Slottets Vinduer og endelig hele den indviklede og mystiske
Dina Winhofers Sag. Københavnerne havde rig Lejlighed til at
følge Striden mellem Ulfeldterne og Kongehuset og var ikke i Tvivl
om, til hvilken Side de skulde helde. Ti der var rigtignok Forskel