StormenPaaKøbenhavn_1659

sætning til sin mere godmodige og vist noget lade Broder, Tronføl

geren — tidlig har aabenbaret sig som en Herskernatur, som en

Mand, der følte sig skabt til at føre Kommandoen. Han var i Mod

sætning til sin aabne, meddelsomme Fader, en tavs, indesluttet Na

tur. Han var tilbageholdende og beregnende; han led ikke af Tidens

almindelige Svaghed for stærke Drikke, ikke fordi han ikke holdt

af dem, men fordi han var bange for at blive paavirket af dem og

miste Herredømmet over sin Tanke og sin Tunge. Frederik III.s

Harme bruste ikke op, den slog ind og blev til Nag. Han var, hvad

der ikke var almindeligt i hine Tider, en Mand, der formaaede at

skjule sine Følelser og at beherske sig.

Det var vel ogsaa paa Grund af saadanne Egenskaber, at Chri

stian IV i 1627, da Hertug Frederik ikke var mere end 18 Aar gam

mel, gjorde ham til sin Stedfortræder som Kresoberst og samtidig

satte ham til Præsident for det nysoprettede Krigsraad i Stade. Men

da Lykken uformodet atter tilsmilede Hertug Frederik, og han i 1634

opnaaede at blive anerkendt som Ærkebiskop i Bremen og Verden,

traadte hans Herskerlyst saa skarpt frem over for Stænderne i hans

Lande, at Christian IV maatte minde ham om at fare med Lempe.

»Nota bene: Der i Stiftet«, skriver Kongen senere om ham, »er

han en regerende Herre og sidder i alle Forsamlinger over en hel

Hob Fyrster. Men kommer han fra Stiftet, da er han en afdelt Herre

og haver ingen Regering, hvilket uden Tvivl vil komme hannem

fremmed for«.

Det var netop det, der skete faa Aar senere. Da Torstenson ryk

kede frem, maatte Ærkebiskop Frederik forlade sine Lande, der

blev besat af Svenskerne. Og det skete paa den aller mest ubelejlige

Tid, et Par Maaneder efter, at han havde stiftet egen Husstand og

paa Gliicksborg ved Gllickstadt havde fejret sit Bryllup med den

brunsvigske Prinsesse Sofie Amalie.

Kom det, efter Christian IV.s Udtryk, hans Søn Frederik »frem

med for« at være uden Regering, maa det siges i endnu mindre

Grad at have behaget hans unge Hustru.

Christian IV havde ikke hilst Forbindelsen mellem sin Søn og

sin gamle, troløse Forbundsfælles Datter med Glæde, og Forlovel

sen synes endog at være indgaaet imod hans Villie. Han havde da

heller ikke kunnet nægte sig den Tilfredsstillelse ved selve Bryllu-

pet, at vise sin ISaarige Svigerdatter og hendes Landsmænd, at

gemt var ikke glemt, og havde ladet den bekendte Gruppe, Hesten

og Løven, som nu staar i Kongens Have, føre til Gluckstadt og op-