49 / 136
FREDERIK III OG SOFIE AMALIE.
AF
B
e r i n g
L
i i s b e r g
.
D
e n
første oldenborgske Konges Herredømme over Sverige blev
— hvor usikkert og omstridt det end var — skæbnesvangert
for hans Slægt. I lange Tider formaaede Kongerne i Danmark ikke
at glemme Slægtens stolte Minde, at den engang havde udstrakt sit
Spir over alle Nordens Lande.
Hvis dette Minde nogen Sinde var blegnet i Kongeslægten, maatte
det blive opfrisket ved de svenske Vaabens Sejre i Tyskland under
Gustaf Adolf og hans Mænd. Og opfrisket paa en smertelig Maade.
Ti det hidtil underlegne Sverige gik nu langt frem foran Danmark i
Anseelse og Magt. Om Svenskerigets Magt fik man i Danmark klar
og tydelig Besked ved Torstensonsfejden 1643—1644. Den aaben-
barede sig som Overmagt og berøvede Danmark de gamle danske
Besiddelser i Østersøen Øsel og Gotland, de rige Landskaber Herje-
dalen og Jemteland. Dertil maatte Danmark give Sverige uindskræn
ket Toldfrihed i Sundet og stille Halland til Pant derfor i tredive
Aar.
Landetabene føltes nærmest af Kongen og Begeringen. Men de
svenske Troppers Hærgninger og Plyndringer i Jylland føltes af Be
folkningen og vakte et hidtil ukendt Had hos det Danske Folk mod
Svenskerne. Den gamle Christian IV udtrykte ved sin første Sønne
søns, den senere Christian Y.s Daab, paa Flensborghus, baade sit
Folks og sin Slægts Følelser, da han, som selv bar Barnet, udbrød
i de Ord: »Gid Du engang maa trykke Svensken, som Du i Dag har
trykket mine gamle Arme!«