39 / 136
34
Genskin op ad Slottets gamle Mure, lysende mod Nørreport med
dens underlige Taarn og det røde Rosenborg, medens Fruekirkes
høje Spir dunkelt stod mod Nattehimlen.
Da Fjenden var opdaget og traf Byen beredt, opgaves atter An
grebet. Men for de Belejrede var Julenadveren forspildt. Dog, Klok
ken var endnu ikke tolv, der var jo Tid til at holde den endnu.
Een Indskydelse, een fælles Tanke greb imidlertid Alle: Nu burde
den holdes i Fællesskab paa Volden. I Hast slæbte Kvinder og Børn,
som jo ellers var udelukkede fra Fæstningsværkerne, Mad og 01
fra de afbrudte Maaltider i Byen op paa Volden. Nede i Voldhyt
terne tændtes Ild under Gryder, og snart raktes varm Grød, dejlig,
dampende Julegrød, rundt, og Ølskaalene gik mellem dette brogede
Selskab, hvor Alle var lige. Luften genlød af glade Stemmer,
Mænds, Kvinders og Børns, og Fornøjeligheden varede ved i den
kolde Vinternat, indtil Julelysene lidt efter lidt sluktes, idet Bav-
nerne paa Volden en for en brændte ud. Saa ejendommelig stor
laden en Julefest er aldrig hverken før eller siden bleven fejret i
København.
Befolkningen kunde vel trænge til slig en kort, glad Stund. Thi
uformærkt var man nu gleden ind i den værste Del af Belejringen,
hvor Afgørelse hvert Øjeblik kunde ventes. I disse mørke Nætter,
hvor det frøs, saa at hver Vaage, hugget om Aftenen, var tillagt til
Morgen, og den faste Is laa alentyk, rede til at bære baade Kanoner
og Bytteri; i disse Nætter med Blæst og Snefog, hvor selv kendte
Mænd kunde gaa fejl og knap se en Alen for sig, medens der maatte
spares paa Bavner og Mad, kun ikke paa Arbejde for de sultne,
forkomne, forvaagede Folk; i disse Nætter stilledes der næsten
overmenneskelige Fordringer til de Belejredes Pligtfølelse. Naar
Eftertiden tænker paa hine Dage, saa træder altid Stormnatten mel
lem den 10de og Ilte Februar 1659 i Forgrunden, hin stolte Nat,
hvor de Belejrede høstede Sejrens Løn, og selv den mest Forfrosne
glemte Kulde og Sult over Øjeblikkets Betydning. Men den Nat var,
trods al dens Savn og Møje, Børneleg mod de to Maaneder, der gik
forud med deres opslidende, tilsyneladende blot unyttige Anstren
gelser. Thi uafbrudt, saa godt som hver Nat allarmeredes der til
Kamp, snart hist, snart her, bestandig Skuffelser, blotte Drillerier,
men af den Art, der, hvis de ikke var blevet modtagne med aar-
vaagen Kraft, kunde være endte hver især som den forfærdeligste
Alvor. Det lyder saa nemt, at Kongen fdi at vide, naar og hvor
Hovedstormen skulde gaa for sig. Aa ja ! Men forud, lige fra Jul til