29 / 181
Kirkefesten.
25
ogsaa her bevist sin Magt — her blev for 4 0 0 Aar siden Danmarks
Højskole indviet ved dens Stiftelse.
Murene ere ikke de samm e;
men E rindringerne ere de samme, og Højskolens Læ rere og Sønner,
dens Nærforbundne og Venner, ogsaa Nærforbundne fra Broderrigerne,
Medborgere af alle Samfundsklasser fra Landets forskjellige Egne,
have her forsamlet sig for at tilbagekalde disse E rindringer og til
et Vidnesbyrd om, at denne store Højtid vedkommer det hele Folk.
Og Danmarks Konge med sit Hus hædrer Festen med sin Del
tagelse, skjønt Kongen, hvad vi alle beklage, er forhindret fra at
hædre Festen med sin Nærværelse.
Hvad her udførligere skal ud
tales om Festens Betydning, vil Højskolen selv udtale ved den Mand,
hvem den har overdraget sin højeste Værdighed.
Dog skal der først
udtales et: H jerterne op ad! et Æ re være Gud i det Højeste! med
Lovprisning, med Taksigelse og Bøn. Det ske, i Aand og Sandhed!
I Aand og Sandhed! Dette Ord staar skrevet paa Talerstolen
hist ovre i vor Højskoles Festsal, og vor Højskole har derved be
tegnet sit Løsen.
Og i hvilket Ord skulle vi hellere mødes i H el
ligdommen, end i dette? Der skal her gjøresTaksigelse for F o r
tiden.
Og se vi tilbage til de Tider, som ere henrundne, spørge
vi, for hvilke Velsignelser vi i Særdeleshed skulle takke, da viser
sig som et Lys i Mørket ikke blot vor Højskoles Stiftelse, men og
saa dens Fornyelse ved Reformationen, da falske Myndigheders Aag
blev brudt, da det rene Evangelium som en Morgenstjærne brød frem
gjennem Taagen, da dette Ord: i Aand og Sandhed, fik en for
nyende K raft, ikke blot i Sjælenes, men ogsaa i Aandernes Verden,
paa engang et Kampraab mod Alt, hvad der strider mod Aand og
Sandhed, men ogsaa et Fredens Budskab med Forjæ ttelse om nyt
L iv og nye Lys.
Da lød det ikke blot i K irken: Ved Sandhedens
Aabenbarelse anbefale vi os for hvert Menneskes Samvittighed, det
vil sige, ikke ved den blotte udvortes Myndighed, men ved Sand
hedens egen K raft skal Evangeliet bevise sig for Menneskenes Sam
vittighed og H jerte; men dette: Ved Sandhedens, ved Lysets egen
K raft; dette: i Æ gthed, i Oprindelighed og af K ilden; dette: i Alvor
og i V irkelighed og ikke i Skin og Skygge og et forfængeligt Væ sen ;
dette: ikke i den blotte Benægtelse, men i Sandhedens Bekræftelse:
det blev nu Løsenet i alle K redse af Aandens Verden, i Overens
stemmelse med ethvert Omraades, enhver G jenstands særegne Natur.
Og naar vi nu se tilbage til de Tider, som ere henrundne, rnaa vi
da ikke i Særdeleshed takke Gud, fordi Aand og Sandhed ikke har
ladet sig uden V idnesbyrd i vort Folk, ikke har ladet sig uden