35 / 181
Kirkefesten.
31
A tter ud en Ynglingskare d ra g e r:
Hæ rge vil den ikke mer’, men lære,
Og til Fædrej orden tør og mager
Vand fra Videnskabens Brønde bære.
Ydmyg henter den fra Seinens Bred
Ild til Hjemmets kolde A rn este d ;
Samler ind til Fattigfolk i Nord
Smuler fra det rige Sydens Borg.
6
.
Prises skal Stammefaderens Navn
A f seneste E fterslægt,
Fordi han skjønnede B igets Savn
Og fik det lsegt.
Hvor k jæ k t han brugte sit R iddersvæ rd,
Det heled’ ej T rillingkronens Skaar;
Men F rug ten af Kongens Pilgrim sfæ rd
Fy lder fire hundrede Aar.
Og hvad han planted’ som Ympe spæd,
E r vordet en mosgro et E g ;
Og hvad han lagde af fremmed Sæd,
Giver vægtige danske Neg.
Og bæ rer Kulturens Parthenon,
E t Tavl, vort Folk kalder sit,
Saa lagdes derpaa den første Haand
Ved Kong Christians Romerridt.
T akket være
Christian den Farste!
Derpaa besteg Universitetets Rektor M a d v ig Talerstolen
og holdt følgende Tale:
Naadigste Kronprins, Højbaarne Fy rster, Højtæ rede Forsam ling!
Fo r 4 0 0 Aar siden samledes i den æ rvæ rdige K irke, som da stod
paa dette Sted, men som siden Fjendevold har ødelagt, Danmarks
Konge, Grunderen af den nye Herskerslægt, med et Antal af L andets
bedste og mest ansete gejstlige og verdslige Mænd og med en liden
Flok, mest fremmede Lærde og V idenskabsmænd —
doctores et ma~
gistri,
som de dengang kaldtes -— og foretog roed pavelig Tilladelse