39 / 181
Kirkefesten.
35
haanden findes og indsættes, og som glemmer den Tankens Enhed,
der skaber Videnskaben af det Enkelte. Men vi behøve ikke en
saadan P rø v else; vi tro ikke, at man vil tvivle om det Universitets
Berettigelse til at tage sin Plads mellem de øvrige som fuldt b idrag
ydende, hvor allerede i den Tid, da Theologien næsten optog den
hele, i det ringeste den allerstørste Plads, Niels Hemmingsen ud
sendte sine klare og skarpe Tanker, saa klare og skarpe og tillige
saa frie, at der andensteds fra kom Paamindelse om, at herfra ud
bredte sig en farlig Ild .
Og vende vi os til senere Tider, da
udgik fra dette Universitet Bartholins Lære om de lymphatiske K ar
og Worms anatomiske Opdagelser; her var det, at Ole Rømer, efterat
han under sit Ophold hos Fremmede havde maalt Lysets Hastighed,
lærte med den fineste K unst at iagttage Himmellegemerne, og, for
at springe hurtig t hen mod det seneste, det var her, at det elektro
magnetiske Phænomen fremstillede sig for H. O. Ørsteds Blik og
Aand, saaledes, at, naar nu Tanken flyver Jorden rundt paa Traaden,
lader den sagte Ørsteds Navn lyde.
Og det var ikke blot i Retning af N aturbetragtning, at her
fremkom noget Nyt og Dygtigt.
Her deltog Rask og W estergaard
i at løse den Gaade, som K ileskriften stillede, for at trænge igjen-
nem til Folkenes fjerneste Tid, her frem traadte Kundskaben om en
ny og ejendommelig Retsordning ved Siden af Romerretten, der næsten
ene ansaas for skikket til videnskabelig Bearbejdelse, og her skabtes
af Kofod Ancker og Stampe og siden af A. S. Ørsted — hvem vi
dog ikke tør tilegne Universitetet — en nordisk Retsvidenskab.
Det var her, at Ole Worm kastede sit skarpe Blik paa Runeskriften
og deri saa Mærkerne af en fordums Kultur, og denne Opdagelse, i
Forbindelse med Studiet af hele den oldnordiske L iteratur, aabnede
Udsigt over en ny Side af Fortidens Liv.
Je g nævner og dvæler
ved disse to sidste Phænomener, fordi de erindre os om, at ved
Siden af den almindelige videnskabelige Opgave gives der Universi
teterne i de enkelte Lande særlige Opgaver, som de historiske Fo r
hold og Naturforholdene stille dem, og som de skulle bearbejde for
at berige hele Videnskabens Omraade.
Vort Universitet kan altsaa — ja, vi sige det frejdig — i
hint Aandernes Grjæstebud sætte sig til Højsæde mellem de øvrige
og frygter ikke for at vises bort, thi det har leveret sin forholds
mæssige Andel af, hvad der bydes frem. Men jeg siger j u s t : sin
forholdsmæssige Andel. F jern t fra os være den taabelige Indbildsk
hed, der vilde tro, at et lille Folk paa 2 Millioner Mennesker og
3*