36 / 181
32
■4de
J u n i:
(len Handling, hvorved Danmarks Højskole, K jøbenhavns Universitet,
stiftedes. Den Plante, der hetroedes Jorden, fandt denne lidet for
beredt ; Pleje og Røgt var sparsom, P lanten trivedes langsomt, syg
nede og truede med ganske at gaa ud. Da kom en mildere
Luftning, en friere Strøm fra Syden, da kom Pleje og Omhu fra
Konge og Fo lk ; Planten skjød nye, stæ rke Rødder, den hævede sig
i en rank Stamme; den voxede til et højt og k raftigt Træ, under
hvis Krone i Aarhundredernes Løb Slægter af Unge og Gamle have
vandret og arbejdet, vandre og arbejde den Dag idag og, hvis H er
ren vil, fremdeles skulle vandre og arbejde. D et er til Ihukommelse
af hin Stiftelse, det er for at skærpe Bevidstheden om vor Opgave,
at styrke Fortrøstningen til Frem tiden ved at skue tilbage paa F o r
tiden, at vi idag sam les:
Højskolens Læ rere og Studerende. Ak!
vi samles ikke, som vi havde haabet, med Landets Konge, H ersk er
slægtens Fo rny er; men hans Tanke er os nær, og hans Søn og
A rving er os Borgen derfor. Vi samles med Kongesønnen, og vi
samles derhos med en talrig Skare af Landets hedste Mænd, af
hvilken den største Del selv har væ ret vor Højskoles Sønner, samt
tillige med en Skare af Gjæster fra vore Frændelande som kjæ re
Y idner og Deltagere. Gud give, at denne Dag maa være til Glæde
og Velsignelse!
Naar vi sende vor Tanke over den dybe og brede Kløft af
4 0 0 Aar for at kalde frem for Sindet den Handling, der da foregik,
de Mennesker, der deltoge i den, deres Skikkelser, deres Ord og
deres Tanker, da frem træder der for os en overvældende Forskjellig-
hed. Vi have ondt ved, i hvad vi der se, at finde Begyndelsen til
vor Gjerning, ved i dem at se vore Forgængere, og hvis de kunde
sende B likket herhid, vilde det være dem endnu vanskeligere i os
at se deres G jernings Fortsæ ttere, deres Efterfølgere. Selv det, at
vi idag tale vort Modersmaal, vilde forekomme dem forunderligt, thi
dengang troede man, at der om saa høje og alvorlige T ing kun
kunde tales i det fra Oldtiden overleverede Sprog.
H ist se vi i
det ringeste en fast Tro, en ivrig Bekjendelse; men vi se en ind
skrænket K reds af Ind sig t og Kundskab, bunden og støttende sig
til Autoriteten og overalt bøjende sig først for Aabenbaringens Au
toritet, saaledes som K irken lod den fremtræde, og dernæst ved
Siden af K irkens for en fra Hedendommen overleveret Autoritet, men
i forvansket Skikkelse: man bøjede sig for den lidet kjendte, men
i den lidet kjendte Skikkelse næsten kanoniserede Hedning Aristoteles.
Snæver var den K reds, hvorover B likket paa hin Tid svæ ved e;