37 / 181
Kirkefesten.
33
ukjendte Vande skilte en Del af Jorden fra den anden, og mellem,
hvad der laa nærmere, vare Samfærdselsmidlerne og derved den ind
byrdes K jendskab ringe.
R inge var Bevidstheden om Fortidens
Daad og Fortidens Virksomhed, og allerringest var Kundskaben om
N aturens Mangfoldighed i Skikkelser, Fænomener og Love.
Lige
overfor dette Billede frem træder Nutiden med Aandens rige, ubundne,
undertiden maaske lette og flagrende F lugt, med en Rigdom af Kund
skab og Ind sig t baade af historisk A rt og rettet paa Naturen, der
er næ rved at overvælde os.
Og dog se vi ved nærmere B etragt
ning ikkeblot den historiske Sammenhæng i Udviklingen fra da til
nu ;
men der møder os en
Grundtankens Enhed, der, skjønt i en
dunklere Skikkelse, var tilstede ved vor Højskoles første Stiftelse,
og som endnu bæ rer den, hvis den med R ette bestaar: det er Be
vidstheden om Erkjendelsens Betydning, om E rkjendelsen som Livets
K jærne og Fylde, Bevidstheden om Kundskab og Ind sig t som den
Magt, der forædler, styrker og fremmer Livet. I denne Tanke mø
des vi med Fortiden, i denne Tanke holde vi Fest.
Men Jubeldagen er eller
rettere den forudsætter som gaaende
forud en Regnskabsdag. H ar Kjøbenhavns Universitet efter menne
skelige V ilkaar løst den Opgave, der blev det stillet, har det bidraget
sit til, at det danske Folk har levet med en fyldigere, klarere, mere
alsidig Bevidsthed, har det bidraget til, at Folket har levet mere?
— thi at tænke og at føle er at leve. Vi vilde ikke have stævnet
til Fest, hvis vi ikke, skjønt kjendende vor Skrøbelighed og al
menneskelig Gjernings Ufuldkommenhed, dog havde havt et Haab
om, at dette Spørgsmaal vilde blive bejaet af billige Dommere, der
kjende Livets, navnlig Aandslivets Vilkaar. Lige overfor vrangvillige
Dommere træde vi frem med frimodig Stolthed. Videnskaben til
hører ikke udelukkende U niversiteterne; Aandens Liv og Bedrift er
Gud ske Lov, ikke bunden hverken til Steder eller Kredse af Men
nesker.
Den Mand, som i vort Universitets første 2 0 0 Aar kastede
den største Glans over Danmark ved aandelig B e d rift: Tycho Brahe,
var ikke Universitetslærer, og saaledes var det ogsaa i andre Lande
med store Aander som Leibnitz og Newton. Og dog var disse
Mænds Virksomhed ikke uden Sammenhæng med Universiteterne.
F ra Universiteterne modtoge de Fortidens Kundskabsarv og begyndte
dermed deres eget Arbejde, og til Universiteterne overgave de deres
Arbejdes F rug ter, deres store Tanker. Keppler optog Tycho Brahes
Forskninger og uddrog deraf sine Love, og i en beskednere Skik
kelse fortsatte herhjemme Longomontan med Dygtighed Arbejdet.
3