42 / 181
38
4de Juni:
Ja, i klassisk Daab holdt han d e n ! Mængden véd, at Holberg
til komiske Parodier har b rug t meget af Homer og meget af Y irgil,
men Mængden véd ikke, med hvilken K jæ rlighed Holberg havde læ rt
sin Homer og sin V irgil udenad og bestandig bevaret denne K und
skab.
Mængden véd, at Holberg med skarpt Øje opfattede Jacob v.
Thybo’s og Jesp er Oldfux’s Væsen, men Mængden véd ikke, skjønt
Holberg selv har sag t det, at det faldt ham saa let at gribe disse
Personers Væsen, fordi han havde set dem vandre om under andre
Navne, under en anden Forklædning for to Tusinde Aar siden hos
G ræ kerne; der havde han mødt Jacob v. Thybo som Thraso og
Pyrgopolynices og Jesp er Oldfux som Gnatho og A rtotragus.
Saa-
ledes h ar vort Universitet forholdt sig til D igtekunsten.
Ogsaa den
D igter, som sang, at Holberg havde holdt sin Skjem t i klassisk
Daab, ogsaa han holdt sin Skjem t i klassisk Daab, da han hos os
disputerede om Calderons Poesi. Ved vort Universitet fandt D ig
teren Oehlenschlager et Hjem, og han fandt det, uden at han be
høvede som Schiller i Jen a at give sig ud for noget andet, end
det han var, uden at give sig ud. for at være H istoriker.
Og naar
man ikke blot tænker paa den Poesi, som ligger saa nær, saa skal
det heller ikke glemmes, at, da M iddelalderens V iser vare næ r ved
aldeles at forsvinde fra Sindene, da var der mellem de tre Mænd,
der samlede udgav gamle danske Viser, to Professorer ved K jøben
havns Universitet.
Vi se altsaa med Fortrøstning tilbage paa vort Universitets
Forhold baade til Videnskaben, til D igtningen og til Kunsten. Vi
holde Jubelfest med god Fortrøstning, ogsaa med den Fortrøstning,
at Højskolens Læ rere og Sønner ikke have svigtet, hvor de kaldtes
til Fædrelandets Tjeneste udenfor V idenskabens Sag.
Men naar vi
se fortrøstningsfuldt tilbage, kunne vi da ogsaa se med Fo rtrø stn ing
ind i Frem tiden ? Hvorledes skulde vi kunne holde Jubelfest, hvis
vi ikke kunde d et? Vi høre nu vel Røster, der sige os, at Uni
versiteternes Tid er forbi, at deres Læreform er forældet, at V iden
skabernes Omfang voxer saaledes, at Universiteterne maa opløse sig
i Specialskoler. Ja, vor Læreform er i Aarhundredernes Løb under-
gaaet mangen Forandring; den vil undergaa flere, og vi vide vel,
at det hører med til vor videnskabelige Opgave efterhaanden her at
lempe os efter Tidernes forandrede K aar.
Men der er én Opgave,
der altid vil staa fast.
Medens Bøgerne tale til Alle uden Forskjel,
saa vil det være vor Opgave at optage V idenskaben i vor personlige
Bevidsthed og Overbevisning og i denne Skikkelse at bringe den til