33 / 181
Kirkefesten.
Saa lejred’ den sig ved de store Strømme,
In d til den paa sin Vandring H avet mødte,
Og dristig læ rte over det at svømme.
Saa paa sin Fod den Ørnevinger spændte,
Og svang sig til Olympens stejle Tinde,
Og Fantasiens Morgenlue tændte.
Der fæstede den Skjønhedens Gudinde,
Og Kundskabs Ildbud gjennem Tiden sendte,
Og efterlod et evigt Ungdomsminde.
Saa bygged’ den paa T ibers lave Banke
E t Værn om L ivets Orden, Hjemmets Hygge,
E t Rettens Herredom, en Lovens Skranke;
E t Tag, hvorunder Jordens Folk fandt Skygge,
En Form for mange Seklers bundne Tanke,
A f Aandens Verdensgang det længste Stykke.
3 .
Alt, hvad den rejste,
Bæver og raver.
Solstukne visne
D igtningens H a v e r;
Kunstnerens Evne
Hidses og spildes;
Tænkningens Traade
Slappes og hildes.
Samfundets Orden
Haanes og brydes;
Dyriske D rifter
Æ gges og nydes.
Bønfaldte Guders
Talløse. Vrimmel
Renser ej Jo rd og
K larer ej Himmel.