387 / 420
568
i Fundatsen nærmere bestem te Maade ved a t give Borgerne Adgang til
religiøs og videnskabelig Uddannelse. Men Statssamfundets suveræne Repræ
sentant ei Statsmagten. Den kan i alle forhold fatte gyldige Beslutninger
paa dets Vegne, og derfor maa den ogsaa til enhver Tid frit kunne af-
g jø ie , om det længere m aatte være i Statens Interesse at anvende et
vist Indbegreb af materielle M idler til det nævnte Formaal, eller det ikke
længei e skal i egnes blandt Statsformaalene, men Omsorgen for Borgernes
religiøse og videnskabelige Uddannelse anses som noget, der kun ved
kommer dem selv. Tænkte man sig, at Statsmagten fattede en saadan
Beslutning og i Henhold dertil inddrog Universitetsformuen i den alm in
delige Statskasse, vilde man vel kunne tvistes om denne Foranstaltnings
politiske Hensigtsmæssighed, men ikke om dens formelle Lovlighed; th i
der gives ikke noget enkelt Individ eller nogen enkelt Samfundsklasse,
dei ved Universitetets Oprettelse har erhvervet en Ret, som vilde krænkes
ved dets Nedlæggelse, i det vi selvfølgelig forudsæ tte, at denne foregaar
med Anerkjendelse af de enkeltes alt erhvervede Rettigheder.
Sam tidig med, at man saaledes fu ldt ud giver Staten, hvad Statens
er, bøi man im idlertid paa den anden Side vel fastholde, at Universitetets
Forsyning med et Indbegreb af egne Fonds dog ingenlunde er en retlig
betydningsløs K jendsgjerning; men a t den Adskillelse, som den alminde*
lige Bevidsthed gjør mellem S tats- og Universitetsformue fra et vist
Synspunkt har sin fulde Berettigelse. Grunden d ertil ligger, spm a lt tid
ligere antydet, i, at den førstnævnte er bestem t til a t tjene Statssam
fundets Fornødenheder i Almindelighed, hvorimod den sidstnævnte i K raft
af selve Statsmagtens Vilje helt og udelukkende er bestem t til Fyldest-
gjørelse af et enkelt, bestem t Statsformaal, i det den én Gang for alle
ei assign ei et en S tatsanstalt til Fyldestgjørelse af dens Fornødenheder.
Denne særlige Bestemmelse medfører da, a t den paagjæ ldende Formues
Forhold er ordnet paa en egen Maade, hvorved den trods Væsensfor
sk ellen faar en udvortes Lighed med en S tiftelse, der naturlig for
klarer, at Lovgiveren paa enkelte Steder selv har tilla g t Universitetet
denne Benævnelse. Det ejendommelige ved denne Ordning y trer sig i en
dobbelt Retning, dels f o r m e l t i Henseende til Formuens Styrelse, dels
m a t e r i e l t i Henseende til dens Anvendelse.
Hvad Styrelsen angaar, have vi forhen i andet Kapitel paavist, at den
principielle Forandring, som Universitetets Retsforhold undergik ved Fornyel
sen i 1537, dog ikke affødte den Konsekvens, at dets Formue blev Gjenstand
foi en egentlig Statsstyrelse; tvæ rt imod vedblev Styrelsessæ ttet lige indtil
1837 i det væsentlige a t bevare Formen af S e lv s t y r e l s e . I det nævnte
Aai skete vel Forandring heri; men dog vedblev Universitetets Formue selv
efter den T id a t være G jenstand for S æ r s t y r e l se, i det dens Forvaltning
foimelt ikke foiegik ved de samme Embedsmænd, der forvaltede S tats-
formuen i Almindelighed, men gjennem egne, d ertil bestemte Organer
og m aterielt ikke var underkastet de samme Normer som den alminde
lige Statsformue, i det Universitetets Indtæ gter og Udgifter ikke optoges