383 / 420
3 64
til Trods for deres særlige Bestemmelse vedblivende anses som S tats-
ejendom?
Som et Bevis mod den sidstnævnte Mulighed vil man vel strax
henvise til den K jendsgjerning, a t Sprogbrugen vedkjender sig en Ad
skillelse mellem Stats- og Universitetsform uen, som navnlig ogsaa frem
træder i selve Fund atsern e, der henlægge Statsejendomme og S tats
indtægter til U n iv ersitetet, Akadem iet o. s. v.
Kan dette fornuftigvis
forstaas anderledes end som en Overdragelse af Formuegoder fra Staten
til et derfra forskjelligt R etssubjekt? Svaret paa dette Spørgsmaal lyder
im idlertid: Jo, det kan forstaas anderledes.
T il Bevis paa denne P aa
stands R igtighed kan foreløbig henvises til, hvad der er bemæ rket oven
for i Kap. III om Universitetsformuens Anvendelse. D eraf vil fremgaa, at
Universitetet i tidligere T id i et vist Omfang selv henlagde bestem te
Indbegreb af Indtæ gter til Fyldelstgjørelse af bestem te Fornødenheder og
paa den Maade dannede et eget Indbegreb af særlige akademiske Fonds,
saa som Bygningskassen, de enkelte corpora o. s. v.
For at faa den
stø rst mulige Analogi med det her omspurgte Tilfælde frem kunne vi
derhos tænke o s , a t de paagjældende Ind tæ g ter af Universitetet vare
bestem te til bedste for en vis akademisk A n stalt, saa som Biblioteket
eller Observatoriet.
Det er da indlysende, a t man ogsaa i saa Fald
kunde opstille en Adskillelse mellem f. Ex. Universitetets og Bibliotekets
In d tæ g te r; men at denne Adskillelse dog ingenlunde m aatte forstaas paa
den Maade, som om Bibliotekets Indtægter ikke længere tilh ø rte Univer
sitetet.
Tvært imod betegnede Adskillelsen m e llem , om en Ind tæ g t
tilhørte Fælleskassen eller Bygningskassen, fiscus eller corpus, Univer
sitetet eller Biblioteket o. s. v , k u n , at den i første Fald var bestem t
til Gavn for Universitetet i Almindelighed og derfor frit kunde anvendes
til Fyldestgjørelse af en hvilken som h elst af dettes sam tlige Fornøden
heder, medens den i sidste Fald havde den særlige Bestemmelse a t tjene
et enkelt bestem t Eormaal; men da dette dog var et Universitets-
foimaal, m aatte den til Opnaaelse deraf bestemte Formue ogsaa henregnes
til Universitetsformuen i videre Forstand.
Spørgei man dernæst om -Øjemedet, i hvilket den paagjældende
Disposition maatte siges at være sket, er det k la rt, a t den ikke var
tiuften til bedste for nogen som helst anden end netop Universitetet selv,
i det den tilsigtede at skaffe det et vist Gode, nemlig en særlig Betryg
gelse for Fyldestgjørelsen af en vis Fornødenhed. Men da det staar enhver
fiit foi attei at give Afkald paa de økonomiske Goder, han har forskaffet
sig selv, m aatte det ogsaa til enhver T id staa Universitetet frit for at
renuncere paa den erhvervede Fordel ved igjen at ophæve den trufne
Disposition, anvende den paagjældende Formuebestanddel til bedste for
Universitetets alm indelige Formaal og fyldestgjøre den særlige Fornødenhed,
til hvis Tilfi edsstillelse den tidligere udelukkende havde været bestemt,
paa samme Maade som alle andre ved forholdsvise B idrag fra Fæ lles
kassen.