384 / 420
365
En fuldstændig til den foranførte svarende Ordning vil nu ogsaa
kunne tænkes indført med Hensyn til visse Bestanddele af Statsformuen,
i det disse kunne være tillagte en vis A nstalt saaledes, at Formuen derefter
formelt kan siges at tilhøre Anstalten, men uden at denne dog i Realiteten
er Indehaver af en selvstændig R et derover, som begrænser Statsmagtens
Raadighed, nemlig under Forudsæ tning af, at Anstalten i sit Yæsen er en
S tatsan stalt eller, med andre Ord, kun er en Betegnelse for Staten selv
i en vis Egenskab, i det den ikke tænkes som den, der virker for Sam-
fundsformaalene i Alm indelighed, men kun som den, der særlig virker for
et enkelt bestem t Formaal, saa som Skolevæsen, Religion o. s. v. I Mod
sæ tning til den alm indelige Statsformue eller Statsformuen i snævrere
Fo rstand , der er bestem t til Fyldestgjørelse af Statens Fornøden
heder i Alm indelighed, er da det ejendommelige ved den Hel af S tats
formuen, der betegnes som A nstaltens Form ue, a t den udelukkende er
bestem t til at tilfredsstille en eller flere enkelte Fornødenheder.
Men
da det dog er S t a t e n s Fornødenheder, som derved tilfred sstilles, er
Staten lige fuldt a t anse som det virkelige Subjekt for Formuen, og da
den til enhver T id er raadig over sine egne Goder og kan bestemme,
om den længere vil nyde dem eller ikke, maa Statsm agten ogsaa til
enhver T id kunne forandre den trufne Disposition ved a t inddrage Fo r
muen i den alm indelige Statskasse. V irkningen deraf er da ikke nogen
anden end den, at Staten berøver sig selv den Sikkerhed for T ilfreds
stillelse af en vis bestem t Fornødenhed, som den tidligere Ordning
affødte.
Paa en væsenlig anden Maade stiller Forholdet sig derimod, naar
den Anstalt, til hvilken Staten har henlagt en vis Form ue, ikke er en
S tatsanstalt, i det den ikke er bestem t til at fyldestgjore selve S tats
samfundets Fornødenheder i en vis R e tn ing , men derimod skal virke til
bedste for et derfra forskjelligt, mer eller m indre omfattende Indbegreb
af Individer. H ar en Formueoverdragelse til en slig A n stalt fundet Sted,
kan det overdragne ikke længere siges a t tilhø re S taten ; men det virkelige
Subjekt derfor er da en fra Staten forskjellig, saa kaldet jurid isk Person,
dannet af det hele ubestem te Indbegreb af Personer, til hvis bedste Formuen
er bestem t til a t virke. For at faa Rede paa, hvem der er dispositions
b erettig et over den , vil det da yderligere være nødvendigt at granske,
hvilket det paagjældende Indbegreb af Individer er, og hvem der er
beføjet til at handle paa dets Vegne.
De her fremstillede almindelige Synspunkter vil det have en vis
praktisk Interesse at fastholde, da de ville finde Anvendelse i langt flere
Tilfælde end det her foreliggende, f. Ex. ved Besvarelsen af det saa længe
og heftig omdebatterede Spørgsmaal om Kirkens Ejendomsret.
P aa
dette Sted maa vi im idlertid nøjes med at granske Forholdet for Uni
versitetets Vedkommende, og det vil da vise sig, at det ikke har stillet
sig ens i sam tlige 4 Aarhundreder af dets Tilværelse, men at man ogsaa