76 / 271
77
drende Mand, og han var en gammel Mand, da han traadte
fra. Hans Naturel laa ikke for de ukendte Stier og lidt hals
brækkende Snarveje; men kan det end aldrig saa meget og
med Rette siges, at han med sin Autoritet holdt igen, hvor
det maaske gjordes nødigt, saa prægedes hele hans Arbejde
til Gengæld saaledes af en næsten ungdommelig Tro paa In
stituttets Gerning, at det var ham muligt at følge Direktøren
P rofessor N yrop og Direktør
G
r e g e r se n
konfererer.
paa hans Vej, og derved stedse være ham og Instituttet til
Hjælp og Støtte.
Ikke gammelmandsmild, men lystseende og lunefyldt vat
han lydhør nok overfor Udviklingens Gang til at forstaa, at
de nye Tider kræver nye Veje og Virkemidler, som han gav
sin Tilslutning, klog nok til ogsaa til sidst, da han lølte, at
hans Kræfter og hele Indstilling ikke vilde slaa til i det Ar
bejdstempo, som Byggearbejdet midt i Kiigstiden medføl te,
da at erkende sin paa saa mange Maader diametrale Mod
sætning, Direktør Max Ballin, som sin tor Instituttet bedste
Efte rfø lge r.-------
Megen Hæder faldt det i Professor Nyrops Lod at mod