HavnetIGrøften

Igennem 39 Aar har denne Mand været beskæftiget

herinde, indtil han i 1924 paa Grund af vaklende Helbred

maatte tage sin Afsked.

»Tivoli«, som skænkede ham Manddommens interess

sante Virkefelt og gav ham en stor Venneskare, bereder

ham nu i hans Otium kære Minders billedskarpe Panos

rama, og Sommer efter Sommer kommer den stilfærdige

nu 75saarige »TivoIi«sVeteran i »Grøften«, hvor Vennes

kredsen fra hine Aar vel nok er tyndet ud, men hvor

Gensynets Hjertelighed til Gengæld virker smittende

paa Omgivelserne . . . . Det er Trofastheden, det af en

forceret Tid saa lidet agtede Begreb, som her manifestes

rer sig saa smukt.

— »Halløj, Marcher! Vær saa venlig at kalde paa Hr.

Hoffland,

og bed ham komme herhen og faa en lille En.«

Det er Danmarks Kælebarn, Klovnen

August Miehe,

som ønsker en Passiar med Kunstnerplænens Direktør

Pjerre Hoffland.

Hoffland hilser paa Miehe, men beklager ikke at have

Tid til at nyde noget, da han har aftalt at mødes med

sine Artister hernede.

»Ja, der er de allerede,« siger Hoffland, »Farvel, August,

og Tak for Venligheden.«

Pjerre Hoffland sidder nu med sine to Døtre og Sønnen

omgivet af et broget Selskab af Alverdens Artister, og

»Grøften« har i et Nu faaet et kosmopolitisk Præg; thi

Tysk, Engelsk, Fransk og Spansk og mange andre Sprog,

som jeg vist ikke engang er i Stand til at identificere,

krydser Luften og slaar imod mine Trommehinder i baby*

lonisk Forvirring, men Hoffland og hans Børn boltrer sig

rigtigt i dette internationale Selskab, hvor Kammerats

skabet synes at sidde til Højbords.

Telefonen kimer . . . . det er en Bestilling paa en god

Frokost til et større Selskab.

»Tivoli«s Belysningsmester

Persson

, som har hørt mine