HavnetIGrøften

lyder det i Kor, og straks efter vender jeg tilbage med

Favnen fuld af Fadøl, der er 2 Glas til hver.

Da lyder det som en velindstuderet Replik fra et Tale*

kor »Han er vel nok fræk!« For en saa udsøgt Kompli?

ment maa jeg straks kvittere, og jeg svarer: »Ja, jeg sør*

ger vel nok godt for Dem , men jeg er ogsaa dyr.« »Ja,

du er værre end D y r!« Gemytlig og ligefrem er Tonen

blandt disse umiddelbart indtagende og slagfærdige Gæs

ster.

»Goddag allesammen,« det er Skuespiller

Max Freytag,

der ankommer. »Jeg synes I morer jer saa godt.«

Saa faar han Flistorien om Øllet og siger: »Ja, Marcher

er god nok, ham kan I nok ikke rigtig ordne.« . . . .

»Væ rs’go,

Glas 01 fra Fad!« »Jeg skal sgu’ kun have

1 G las!« . . . . »Der kan du se!« siger Journalist

Rolsted,

»Marcher gør ingen Forskel, han lader de rige betale.«

Men henvendt til Freytag siger jeg: »Det ene Glas er en

Foræring fra mig som Tak for Deres smukke og følte

Forsvarstale.« . . . . »G od t,« siger Rolsted, »saa maa jeg

ogsaa have mit gratis.« . . . . »Jeg med,« udbryder Redak«

tør

Juul

fra B. T ., der sidder ved et Bord i Nærheden.

»D et var da godt, at jeg tog mig en Sjus.«

»Goddag, kære Venner,«

Pjerrot^Peders

høje Skikkelse

toner frem foran det lystige Selskab. »Goddag Peder!«

De mange Røster smelder som Hagl mod en Rude. »Sæt

dig her,« siger Freytag og byder en Stol frem. »Næ Tak,

det bliver vist for store Omgange.« . . . . »Sludder, det

koster ikke noget i Dag,« lyder det fra Stationsforstam

der

Tranberg

og Redaktør

Bjerregaard,

»Marcher be*

taler. Det er endnu billigere end hos Bassedow, der kun

kendte een Pris: »En Krone ottetyve Øre.« PjerrohPeder

— i Daaben kaldet Carl Pedersen — planter sin imposante

Krop paa den tilbudte Stol og siger: »Ja, lad mig saa blot

holde mig til og faa

Krus med.«

»Farvel, Hr. Marcher, og mange Tak for i Dag!« Det er