HavnetIGrøften

Petersen, »men jeg har % Sild med Smør og Kartofler,

hvis det var noget.«

Gæsten forsvandt i største Hast med et »N e j, Tak,«

og Chr. Petersen tog sig et stille Grin, idet han sagde:

»Han blev vist kureret for at spille morsom.«

Jeg erindrer ogsaa et Tilfælde, der viser Chr. Peter?

sen som det storsindede Menneske, han er.

Det var i Begyndelsen af min Overtjenervirksomhed i

Café »Grøften«, at Hr. Petersen og jeg var blevet uenige,

og som det saa otte gaar, hvor liden Aarsag har stor

Virkning, tog det ene Ord det andet, og det resulterede

i en temmelig skrap Mund?Duel. Jeg havde hidset mig

selv op paa et latterligt spinkelt Grundlag, og da jeg om

Aftenen forlod »Tivoli«, dirrede jeg ligefrem af Arrig?

skab. Jeg sov ikke den Nat, og næste Morgen mødte jeg

Time før min Mødetid for rigtigt at kunne modtage Hr.

Petersen. Men hvem beskriver den Følelse af Forbavselse,

der betog mig, da jeg i fuld Krigsstemning gik ham imøde

og blev modtaget af et: »G od Morgen! Der har vi jo

vor fælles gode Ven , Marcher. Tror De Vejret bliver godt

i Dag,« og idet han gav mig et kraftigt Slag over Skul?

deren føjede han til, »saa skal vi to vel nok tjene Penge!«

Jeg var fuldstændig duperet, og mit varme Krigerblod

blev straks koldt som en Rødspættes.

Jeg vendte om og . . . . beundrede ham, og har gjort

det siden.

En af »Tivoli«s sande Venner og Abonnent gennem

50 Aar er

Chr. Andersen,

maaske bedre kendt under

Navnet »Dykkeren«.

Dette Navn erhvervede han sig for ca. 50 Aar siden,

da han var et almindeligt Samtaleemne i Byen. Her er

hans Historie:

København havde paa daværende Tidspunkt faaet Be?

søg af en Englænder, der rejste Verden rundt som »Vand?