HavnetIGrøften

hund«, og blandt andet aabenbarede en usædvanlig Evne

til at dykke og forblive under Vandet.

Selv mente han velsagtens, at han var et Unikum paa

dette Omraade; thi overalt, hvor han kom frem, udlovede

han en Ducør paa 1000 Kr. til den, der kunde opholde

sig længere under Vandet end han selv.

Paa sin Fart over Kontinentet havde han endnu ikke

truffet nogen, der havde gjort ham Rangen stridig. Men

København blev Stedet, hvor Skuffelsen, Ydmygelsen og

den deraf følgende Afmagring af Tegnebogen mødte ham.

Chr. Andersen, der paa det Tidspunkt var en ung Mand

i Midten af Tyverne, og som, hvad man kan forstaa ved

at betragte den Djærvhed og Frejdighed, han endnu sin

høje Alder tiltrods lægger for Dagen, havde været lidt

ude for adskillige Ting, betænkte sig ikke længe, men

modtog Englænderens Udfordring.

Han kastede sig ud i »Tivolisøen«, i det Vand, der ad*

skillige Gange havde lukket sig over Englænderen, og

Folk ventede spændt, mens Minutviseren langsomt be«

vægede sig over Urskiven.

Saa længe blev han under Vandet, at man indstillede

sig paa, at Udfordringssummen maaske skulde udbetales

til hans Dødsbo; da Chr. Andersen omsider smilende

kom op og gjorde Fordring paa at faa de 1000 Kr. udbe*

talt i levende Live.

Med denne Bedrift havde Chr. Andersen indskrevet

sit Navn i Københavns Historie, og Folkevittigheden

døbte ham omgaaende »Dykkeren«, det Navn, han med

Værdighed har baaret siden da.

Daglig sidder Chr. Andersen her i »Grøften« omgivet,

snart af Hustru, Børn og Svigerbørn og snart af gode

Venner, til hvem han som f. Eks. nu øser ud af sine rige

Ungdomsminder, medens han nyder »en Haj« (det er en

»Stjerne« og en Porter blandet).