i.
uafbrudt Strøm, alle Tivolis
faste
Festaftner, hver med sit
Særpræg, sin Duft over sig.
Der er først
2 d e n Pinsedag.
Den Aften er der ikke
en Siddeplads at opdrive i Tivoli efter Kl. 7. Det er Skov
gæsterne, der fylder det. De har travet rundt i Skoven,
med kærlig Haand knækket de friskeste Skud af Smaa-
buskene, med venlige Smil plukket Kæmpebuketter af de
yngste, spæde Blomster; de har ladet Solen brænde Blom
ster og Blade, ladet Haandens Varme tørre hver Draabe
Saft af dem, de har drysset dem omkring paa Stier og stø
vede Veje, hvor deres Øjne har suget Friskhed og Lys.
Hvor skulde de gide gaa hjem til sig selv, saa snart de
atter kommer til den støvede By? De maa have Friskhed
og Sommergrønt, indtil de sover ind af Frisklufttræthed —
Tivoli.
Det
m a a
være en af dets rigeste Aftner. Thi der for
langes intet usædvanligt. Det kan spille sine ordinæreste
Melodier, det gør intet. Det er første Gang de efter lang
Tids Forløb atter høres i Sommerluft. Det kan nøjes med
at lade et halvt hundrede Baketter gaa til Vejrs; man er
jo dog for træt til at gide se noget nyt den Aften. Blot
opfriske gamle Minder, blot sige et velment; »Paa Gensyn
gamle Ven!«
Og
Grundlovsfesterne
med
5te J u n i
i Fyrværkeritrans
parent. Ja, de kan maaske en Gang igen blive Fester med
godmodig Hygge. De har en Gang været det. I Tivoli
samledes i 50erne — første Gang 1855 — Laug, Foreninger
og Korporationer og fejrede en glad Eftermiddag. Den
Gang var der kun én Festplads Grundlovsdagen. Og saa
langt frem som til 1864 var Freden saa stor, at en upolitisk
Hr.
S o m m e r
under almindelig Glæde kunde fremsige »Fri
hedens Sejr«. Men senere var selv Tivoli, denne Indiffe
rentismens fødte Høvding, nærved i Stridens Hede at lade
sig rive med til at tage Parti. Og i aarvis har vi nu den
Aften gaaet og skelet politisk til hinanden derinde i Lys
skæret fra de tusinder af Lamper.
Men saa kommer strax efter den gladeste Aften,
M i d
50