50 / 117
er
dansk
; lian udmærker sig ved grotesk, tør Humor; han
er rask og kejtet paa samme Tid og han
gotter sig
over
sin egen Dumhed, der glimtvis
afbrydes af polisk Snedighed.
D et er navnlig ved Overgangene
fra den mest stillestaaende Dum
hed til den pludseligt vaag-
nende, ilfærdige Snuhed, han
naar den store komiske Virk
ning.
Derfor
er Volkersens
Pjerrot ogsaa først og fremmest
Børnenes Pjerrot; der er aldrig
stærkere Jubel, end naar Bør
nene er stuvede sammen i deres
reserverede Baas. Det er deres
Raab: „Sig noget Pjerrot“, der
Aften efter Aften lokker ham
frem foran det nedrullede Tæppe, hvorfra han med en for
færdet Grimase i ilsom Flugt trækker sig tilbage.
Men
adskillige Gange har et andet Raab lydt; naar Volkersen
har været syg og
Busholm
jun. har spillet Pjerrot, var Raa-
bet: „Hvordan har Pjerrot det?“ Saalænge Volkersen le
ver, er han den eneste ægte Pjerrot, men naar han en
Gang trækker sig tilbage, vil Busholm blive det; thi han,
der allerede som treaarig spillede „Djævleunge“ og i aar-
vis har spillet de forskelligste Roller, har fortræffelige Be
tingelser for at kunne fylde Pjerrots hvide Frakke.
Udenfor Scenen er Volkersen en elskværdig gammel Bor
germand. Megen Sorg har han døjet i sit private Liv og ofte
har Humøret vel næppe været synderlig lyst. Men saa galt,
som Sagnet gaar, er det heller ikke; thi Historien om den
humørsyge Mand, hvem Lægen anbefalede at se Pjerrot,
og som viste sig selv at være Pjerrot, fortaltes om Casorti,
før Volkersen nogensinde var optraadt. Det er en Historie,
der rimeligvis gaar i Arv fra den ene Pjerrot til den anden;
thi baade Malere og almindelige Mennesker har en snurrig
Tilbøjelighed til at fremstille Pjerrot som Melankoliker.
46
Buslioim jun.