68 / 117
Glas. Og da det gamle Taarn var brændt og den mange
kantede Pavillon med Verandaen, der rejstes paa dets Plads,
var viet til Sangen, valfartede Skare efter Skare ud for at
børe Sangens »Stjærner.« De modige Herrer vovede sig helt
ind, hvor det Ramsøeske og Vallentinske Selskab og »Gret-
chen« herskede; de nysgærrige Damer og undselige Yng
linge vandrede paa Stien, der snoede sig halvskjult af det
tætte Løv, rundt om Øen, langs Stadsgravens mørke Vand.
Og de romantiske laa stille i Baaden bag Øen og lyttede
til Sangen, der lød dæmpet ud gennem Løvhanget, ud fra
denne Tivolis smukkeste Plet.
Den Gang kunde man endnu hengive sig til Drømme i
Tivoli. Men nu brydes Drømmene brat af. Drømmestilhed
findes ikke mere i Tivoli . . .
Gid Fanden havde den Dampkarussel, som man hører
allevegne !
Tiv oli»øon.
H4