66 / 117
i.
Stierne ved Stadsgraven,
hvor der sent paa Aftnen
var saa mennesketomt. Og
dér faldt man i Tanker
. .. om Tivoli. Hvor
k u n d e
her ikke være forunder
ligt dejligt, om ikke Ter
rænet Aar for Aar var ble
ven saa skaanselsløst be
klippet! Hvor kunde her
ikke være æventyrrigt! Nu
løber man paa tjærede
Plankeværker, og over Plan
keværkerne kigger jævne
borgerlige
Haandværker
huse ind i den oplyste
Have. Det store massive
Hospital glor næsvist paa
en og hypnotiserer traurige
Tanker fre m .
—
Men hvordan har der
ikke været og hvordan
kunde der ikke være
.
Dér laa Stadsgraven før
bred og blank, med favne-
dybt Mudder, døsig og
fredelig i sin Magtfølelse.
Den Gang gled der klun
tede Baade bort fra Lyset
ud i et Mørke, som Volde
nes Træer befolkede med
sære Skikkelser. Og Blæ
sten blæste tyste Melodier
i Træernes Kroner og Bu
skenes Løv.
Mørket Rorkarlens op
smøgede Ærmer, den klun-
62