65 / 117
de allergladeste. Hans Glæde svandt og Sorgen tog Bo i
hans Sind. Med opsmøgede Buxer vadede han ud, til Van
det gik ham til Knæene. Saa belavede han sig paa at
lade de sorte Vande favne sit Lig, og i fuld Fortvivlelse
raabte han med Pathos : »Send mine Penge hjem til min
Kone og mine B ø rn !« -------
Men den smukkeste af Festerne var dog maaske
Høstgildet
for et Par Aar siden. Der var saa lidt Arran
gement, at man for en Stund glemte, at der overhovedet
var noget arrangeret. Man lod sig rive med.
Den Aften tullede man rundt derinde og glædede sig
over Bondehyttens mosgroede Straatag med Storkereden
som den landlige Idyls Symbol. Og over den gamle Bonde
mand, der stod i Døren og røg paa sin sølvdækkede Mer-
skummer, mens Folkene — Pigerne, Karlene, Husmændene,
Drengene og Tøsene — i mageligt Høstgilde-Velvære travede
omkring, som de selv fandt for godt. Koen laa fredelig og
gumlede sit Græsplænefoder anden Gang, Faarene brægede
veltilpas, Lammene gjorde de mest uforfalskede tumbede
Krumspring og Gederne havde den rette stramme Lugt.
Man indbildte sig, det var rigtig varm usigtet nymalket
Mælk, Børnene gik rundt med i Smaakopper. Man stak i
Tanker Haanden i Lommen efter de friske blankbrune
Nødder, man altid havde saa mange af ved de sene Høst
gilder paa Landet; man ventede at se et eftergemt Æble
falde, sammen med et vissent Blad, fra en Gren, man havde
en Smag paa Tungen som af »Melange Nr. 4,« man hørte
Kragernes veltilfredse »Kra, Kra«, naar de slog sig ned paa
den endnu utærskede Sædstak . . . ,
Man vendte sig om, pressede sig gennem den tætpak
kede Mængde, drev ud i de oplyste Gange; og som Lyset
kom, svandt Drømmerierne.
Man hørte pludselig alle de
mange Lyde, der sædvanlig blandes i et Virvar, hørte dem
endog særlig distinkt, Dampkarusellen, de uopslidelige Be
ridermelodier fra Teatret, Dampharmoniet og C. C. Møllers
Orkester.
Forstemt søgte man en Smule Ensomhed nede ved
61