67 / 117
tede Fiskerbaad, Tjærelugten, de tunge, massive Aarer og Bøl
gernes Skvulp mod Baadens Sider
det kunde lade én
tro, man gled ned ad en mægtig Strøm, hvor Strandbred
derne laa i fast, sund Slummer. Kun en Vindmølles Vin
ger hørte man suse travlt og ilfærdigt, rundt, rundt, rundt
som et perpetuum mobile.
Ja den gamle herlige Mølle,
Lticiemøllen.
Om den, og
hvad dens var, havde hørt med til det Omraade, paa hvilket
fantasirige Hjærner og kunstfærdige Hænder tryllede Billeder
frem. Hvor kunde der ikke rundt om den paa varme Søndag
Eftermiddage have samlet sig glade Skarer af jævne Borgerfolk,
staaende, liggende, siddende, enkeltvis og i Grupper, rundt
om den og nedad Skraaningerne. Paa Rundgangen og i
de højtsiddende Vindusglugger Møllersvende i melede Dragter,
dasende Søndag Eftermiddagen hen, mens Møllevingerne
trevent susede rundt, smykket med spraglede Baand, og
Kværnene gryntede halvvarm fed Grut. Omkring Møllen
danser en Skare Sextur under Stamp med Fødderne og
Klask i Hænderne og paa Hofterne. Og rundt om ligger glade
Mennesker og spiser deres medbragte M ad .
—
Mad med i Tivoli! . . . En Saga snart!
Og en Gang laa midt ude i Graven den tætløvede 0,
der i Tivolis første Tid var helliget Videnskaben og Natu
ren, skærmet mod Besøg af Folk, der ikke havde Raad til
at betale 1 Skilling i »Bropenge«.
„Bag høje Volde og Grave
med lette Flydebro,
ligger Øen derovre
i paradisisk Ko.
N aar al den Støj og Tummel
Dig fast bedøve maa,
Du dér kau Tilflugt søge,
og sm ukt til Ro Dig slaa.“
Saa stor var deus fredelige Skønhed, at i Tivolis andet
Aar vandrede 144,000 Enskillinger ud til dens Taarnbyg-
ning for at skue Himlens Stjærner gennem Teleskopets
68