103 / 145
L U F T E N D I R R E D E H V E R DAG
Genforeningen i
1920
optog ham både bladligt og
personligt stærkt. Ud fra sit fædrelandssind — altid
yderlig stilfærdigt lagt for dagen —havde han i tanke
at sikre Dybbøl-skanserne, som da var på tyske hænder,
for den danske stat. Planen bragte han til brygger Vagn
Jacobsen, og de to allierede sig med direktør A. Ch.
Louw, hvorpå disse tre mænd i stilhed fik skaffet pen
gene, så tanken fik liv. At dette skete, var en lykke for
Gulmann. Han
vidste
det. Men nogle af dem, som stod
ham nær, spurgte undertiden lavmælt hinanden, hvor
meget af lykke han også
følte.
Hans gerning kronedes ikke blot i bladet, også uden
for det og i tilknytning til gerningen i Det Berlingske
Hus. Teater var ham en stor interesse —og her skal
endda slet ikke tales om ham som bogsamler. Kort efter,
at han var blevet Berlingskes øverste redaktionelle chef,
fik han tilbud om at overtage posten som chef for Det
kgl. Teater. Svaret blev et nej. Han fortsatte til sin død
med at anmelde teater. Han blev medlem af den offi
cielle teater-kommission om Kgl. Teaters forhold, og
atter engang, ikke længe inden han døde, fik han en
endnu mere indtrængende opfordring til at overtage
chefposten på Kongens Nytorv. Han afslog påny, men
tilbudet kildrede hans ambitioner. Også fik han i sine
sidste år opfordring til at forlade Berlingske for at
redde det Ferslewske bladhus, hvor alt smuldrede. Det
9
1