104 / 145
T. V O G E L - J Ø R G E N S E N
smigrede Gulmann, at det var ham, man henvendte
sig til, men naturligvis afslog han. Dog, det var altsam
men vidnesbyrd om storheden i det, Berlingske var
vokset til under ham.
Alligevel syntes nogle undertiden, at denne mand,
om hvem alt groede, ikke selv trivedes. Men han skal
ikke vurderes med billigt målebånd. Gulmann vidste
vel, hvad han var værd. Man skulle opleve ham i et
af de sjældne øjeblikke, da han undte sig at være sig
selv. Her er i et glimt fastholdt et par sekunder fra en
dag kort før hans død:
Ingen anden bladmand havde Gulmann beundret som
Ferslew. I Gulmanns nærhed faldt en bemærkning om,
at det var synd, som værdierne var spildt efter Ferslews
død. Da rankede Gulmann sig, og et smil med et rigt
indhold af hemmelighedsfuld lykke gled som et sol
strejf over hans træk. Hans blik syntes at gennembore
væggene, så han under ét kunne øjne hele Det Berling
ske Hus, og han sagde:
- Værdierne er ikke spildt - de er flyttet! Systematisk.
Så sikker, selvbevidst og stærk var denne mand.
Men midt i sin styrke var Gulmann svag: Hypo
kondri fik ham til at dø gang på gang —navnlig hver
gang han i de senere år var syg. Han hadede tanken
om udslettelse, og bevidstheden om dødens konsekvens
gjorde ham det umuligt varigt at glædes over storheden
9 2