105 / 145
L U F T E N D I R R E D E HV E R DAG
i det, han havde været med til at skabe. T it talte han
om døden, også om sin egen. Kort før han døde, æn
drede han sin flere gange gentagne sentens derhen:
“ Skriv også sandheden i nekrologen over mig” . Han
tilføjede: “Jeg ville gerne læse den” . Ordenes klang
tonede endnu i øret, mens nekrologen blev skrevet.
Han følte i den sidste tid, at kræfterne blev færre,
og det forbitrede ham livet. Andre mærkede det også.
Overbestyrelsen besluttede at sikre kontinuiteten og at
give Gulmann den støtte i arbejdet, som man fandt
fornøden —men som Gulmann aldrig ønskede, fordi det
var hans orm at være den, hos hvem den ubegrænsede
eksekutive myndighed var samlet. Det er allerede i det
foregående nævnt, at andre rykkede ind ved hans side.
Gulmann fik en lykkelig død: Han vågnede en mor
gen i det tidlige forår. Solen skinnede ind, og han talte
om den, da han fik morgenaviserne bragt. Han lagde
sig til at læse dem.
T i minutter efter, da morgenteen blev bragt ham,
var han død. Det var
17
. marts
1934
.
1 7
. marts
1937
døde Svenn Poulsen, næsten lige så
pludseligt. Allerede da var Kaj Møller død et halvt år
i forvejen —den ny direktør, som var blevet admini
strator, da Henius havde ønsket at trække sig tilbage
93