111 / 145
Å R E N E U N D E R G U L M A N N
Gulmann sendte ham et koldt, isblåt blik:
—Det er sgu heller ikke nødvendigt. . .
Ret havde han nemlig altid. Hans bedømmelse af
journalistik var ufejlbarlig. Man kan strides om, hvor
vidt han selv var nogen fremragende skribent. Han
skrev med knyttede næver. Men som lærer for de
yngre ved bladet øvede han stærk indflydelse. I den
første tid - thi senere blev der heller ikke tid til
det -
viste han en engleagtig tålmodighed i opøvelsen af
yngre medarbejdere med talent: Han lod dem skrive
deres artikler om og om igen, ofte indtil fem-seks
gange. Han havde svært ved at rose, især mundtligt.
Men i breve til medarbejdere på lang afstand kunne
tonen næsten blive øm. Altid fremhævede han journa
listikkens fornemste krav: kendsgerninger! Artisteri
kunne være meget godt, men kun som boller på suppen.
Nede på første sal i den gamle bladbygning, i de for
nemme empirestuer, der havde været familien Berlings
privatbolig, herskede endnu nogle måneder efter Gul-
manns og Svenn Poulsens overtagelse af redaktionen
etatsråd Sally som administrator. Men også hans tid
var forbi: En ny mand rykkede ind, Louis Henius, en
af de mange evnerige brødre, selv med en fortid som
kemiker i Chicago og udgiver af Illustreret Tidende i
København. Navnlig Chicago havde spillet en rolle i
hans udvikling. Det blev hævdet med en vis ret blandt
99