112 / 145
H E N R Y H E L L S S E N
hans medarbejdere, at alle samtaler med ham før eller
senere endte i byen ved Michigansøen.
Louis Henius var ikke altid lige stringent i sin tanke-
udvikling, men der stod varm luft omkring ham, en
indtagende frodighed. I hans atmosfære var der vækst.
Samarbejdet mellem den ny administrator og de to
redaktører var i de første år glimrende, skønt man
næppe kunne forestille sig større modsætninger end
Gulmann og Henius. (Måske netop derfor!) Gulmann
plejede om Henius at sige: Af os to er det mig, der er
jøden! Henius var jo så godhjertet, han kunne ikke
stå for, at folk græd, og folk satte altid deres tårekirtler
i funktion, når de skulle ind og bede ham om noget.
Gulmann var flot med sine egne penge, men uhyre
nærsom, når det gjaldt bladets. Det blev for ham en
sport at spare.
Daglig spiste Gulmann, Svenn Poulsen og Henius
frokost sammen i administrationen. Måltidet var be
skedent, Gulmann med sin nervøse mave tålte kun
diætkost, Svenn Poulsen, officielt vegetarianer, nøjedes
med en tomat. Men ved dette bord blev vidtrækkende
planer smedet og vigtige beslutninger truffet. Og imens
groede Berlingske Tidende. I perioden før
1913
havde
den været et annonceforetagende. Nu blev den igen —
som i Nathansons dage —en avis. Journalistikken fik
atter gode kår.
1 0 0