113 / 145
Å R E N E U N D E R G U L M A N N
Hovedmedarbejder var, da Gulmann og Svenn Poul
sen overtog redaktionen, Andreas Buntzen (
1 859
—
1930
), udgået af en af de store københavnske slægter, i
familie med Heiberg’erne, de Saint Aubain’erne, Du
Puy’erne. Kammeradvokatens søn burde være blevet
noget stort, thi han var godt begavet, men desværre
stod hans arbejdslyst ikke i forhold til evnerne. An
dreas Buntzen hævnede sig på de flittigere ved at sige
morsomme ting om dem, hans tunge var overordent
lig skarp, og man forlod nødigt den stue, hvori han
befandt sig, fordi man vidste, at der uvægerligt i det
sekund, døren faldt i, ville falde også en ondskabsfuld
bemærkning. Buntzens kritik af de nye magthavere fik
ingen betydning, selv visnede han i den friske luft, der
blæste støvet ud af de gamle kontorer, og til sidst gik han
sin vej. Man mærkede det næppe. Gulmann og Svenn
Poulsen havde trukket nye folk ind i det daglige ar
bejde. Unge journalister blev sendt ud i Europa, en en
kelt endda med et af Ø.K.s motorskibe Jorden rundt.
Gustav Wied skrev i aftenavisen sine erindringer . . .
det vil sige, det var nu Axel Meier, der skrev dem, for
Gustav Wied blev syg og kunne ikke, men han modtog
Axel Meier nogle gange på hospitalet, og journalisten
havde så modtageligt et øre for tonen, at tyske anmel
dere (da bogen udkom) erklærede, at erindringerne
var det mest Wied’ske i hele forfatterens produktion.
1 0 1