109 / 145
Å R E N E U N D E R G U L M A N N
bog gamle Lantow, Berlingske Tidendes hofreporter.
Lantow værdigede ikke sin kollega, opkomlingen, et
blik, men da denne vovede at stille spørgsmål om,
med hvilket spisestel galataflet om aftenen i Christian
viPs palæ ville blive dækket og blomsternes farve, brast
hans tålmodighed. Han snerrede ud i rummet i retning
af den formastelige:
—Den slags skriver man ikke . . .
Der var meget, man ikke skrev i Berlingske Tidende
op til
19 13
. Og i den første tid derefter, når Gulmann
og Svenn Poulsen brød med vedtægterne, måtte publi
kum ofte beroliges. Nationalbankdirektør Emil Meyer
døde, og en ung nyengageret medarbejder telefone
rede til broderen, professor Leopold Meyer, og spurgte:
Hvem var til stede ved dødslejet? Den berømte obste
triker eksploderede: H ar vi fået gul presse? og sagde
bladet af. Endnu under den første verdenskrig kom
Valdemar Christiansen, en af de ældre medarbejdere,
hovedrystende ind til Gulmann: En korrespondent på
den østrig-ungarske front havde skildret nogle solda
ter, der sad og aflusede sig. Lus eksisterede ikke for
Berlingske Tidende. Præsterne blev vrede, da der i et
causeri stod nævnt Helligånds-spurvene, nemlig de
spurveflokke, der i strøgtiden fyldte tusmørket med
deres kvidren i træerne uden for Helligåndskirken.
Det var blasfemisk, og redaktionen måtte højtideligt
97