48 / 145
T . V O G E L - J Ø R G E N S E N
hun var vant til at redigere. Hun var opfindsom både
over for stof og til at finde den, som bedst kunne skrive
det. Hun var initiativrig, og hun besad en egenskab,
som Gulmann overhovedet vurderede højt, men som
han ganske særlig som ledende chef i en redaktion måtte
sætte pris på, nemlig at hun altid var veloplagt, og at
hun engagerede sig hundrede procent i den sag, hun tog
op, så hun sled med den uden at trættes - i hvert fald
uden nogensinde at give efter for sin træthed. Hun
kendte ikke forskel på arbejdstid og sit privatlivs timer.
Hun var på bladet den største del af døgnet og gav det
sit sinds kraft, sit liv. I årenes løb deltog hun i talrige
af de arrangementer, som Berlingske Tidende under
Gulmann og Poulsen i rigt mål satte i værk, og som hun
forøvrigt også i mange tilfælde var egentligt ophav til.
Læsere i
1963
vil muligvis ikke finde noget særlig
nyt i, hvad der her er fortalt om søndagsnumrene, men
det skal erindres, at det, som her omtales, ligger akkurat
et halvt århundrede tilbage. Dels var sådanne søndags
tillæg noget nyt, og dels var den frodighed ny, som blev
sat ind på dem. Men ved siden af sin journalistiske
evne, hvortil også blev føjet den rent redaktionelle,
havde Gulmann den egenskab at få de mest receptive af
dem, som samarbejdede med ham, til at føle gerningen
som en fest, så man ikke tænkte snævert på sit eget, men
bredt på bladet. Arbejdstiden blev for manges vedkom
40